Uge Sex 2024: Skærmkrop
Børn og unge har altid sammenlignet deres krop med andres, men i dag foregår sammenligningen ikke længere kun i skolegården eller svømmehallen. Nu finder den sted alle døgnets 24 timer med en tablet eller smartphone i hånden. Og selvom det online liv kan være fyldt med underholdning, læring og leg, kan de snævre kropsidealer på sociale medier være et stort pres at leve op til.
Barndommen og ungdommen er en tid, hvor kroppen gennemgår en drastisk udvikling, og hvor det er helt almindeligt at føle sig usikker, akavet og i tvivl i forhold til sin krop. De fleste er nervøse for, om de passer ind eller kan leve op til forventningerne. Derfor stiller vores børn og unges online liv, store krav til dem, i forhold til at kunne forholde sig kritisk over for det indhold, og de mange muligheder, som de dagligt møder på skærmen.
Det er særligt på de sociale medier, at børn og unge eksponeres for en række snævre kropsidealer og -normer, som kan efterlade dem med følelsen af, ikke at passe ind. Derfor bliver vi nødt til at tale med vores børn og unge om både kropsidealer, kroppen og dens naturlige udvikling. Ligesom at vi skal huske at lytte, og give plads til den almindelige tvivl og akavethed, som følger med at være barn og ung.
Derfor sætter Sex & Samfund kroppen, kropsidealer og sociale medier på skoleskemaet i årets Uge Sex. Så vi sammen kan skabe rum for den samtale, som ikke børn og unge ikke finder på skærmen.
Tips til dig der er forælder
Råd til forældre: Vis dit barn forskellige kroppe
Undervisningsmaterialer
Du kan finde helt nye forløb til alle klassetrin på Sex & Samfunds underviserportal. Her kan du også få adgang til et nyt dilemmaspil om sociale medier og kroppen i tre forskellige udgaver til indskoling, mellemtrin og udskoling.