Ny abortlov: Historisk sejr for danske kvinders ret til egen krop
Pressemeddelelse
Et flertal af Folketingets partier har indgået en aftale om en ny abortlov. Sex & Samfund glæder sig over nyheden.
I dag markerer en milepæl i kampen for danske kvinders ret til at bestemme over egen krop og eget liv. Et flertal af Folketingets partier har indgået en omfattende aftale om en ny abortlov, der tillader fri abort indtil 18. graviditetsuge, giver 15-17-årige fri abort uden forældresamtykke og reformerer abortsamrådene, så den gravides stemme styrkes i afgørelsesprocessen.
Lovændringen bliver den første af sin slags i over et halvt århundrede og forbedrer i betydelig grad danske kvinders reproduktive rettigheder. Samtidigt afsættes der yderligere midler til rådgivning, særligt også til unge og sårbare grupper.
Sex & Samfund har siden januar 2023 kæmpet for at opdatere abortloven fra 1973, som hverken har fulgt med den medicinske udvikling eller synet på kvinders selvbestemmelse. Med budskab om at hæve ugegrænsen til minimum 18 uger, sænke aldersgrænsen til 15 år - så unge over den seksuelle lavalder selv kan samtykke til abort - og nedlægge de regionale abortsamråd, har Sex & Samfund været med til at genstarte samtalen med danskerne.
Resultaterne af en Voxmetermåling fra december 2023 viser, at flere danskere end tidligere (47,6%) nu støtter at hæve abortgrænsen til 18. uge, ligesom et flertal i Etisk Råd også anbefaler.
Sex & Samfund vil fortsætte med at følge implementeringen af den nye lovgivning nøje og sikre, at den lever op til intentionerne om at styrke kvinders rettigheder og sundhed.
Du kan finde Sundhedsministeriets pressemeddelelse her.
Du kan finde Sex og Samfunds rådgivning ’Sexlinien’ her.