Podcast: Det dilemmafyldte fællesbad

Podcast
Færre og færre børn og unge har lyst til at bade sammen med deres klassekammerater efter idræt, fordi de er bekymrede for, hvad de andre mon tænker om deres krop.
Kvinde i bad

En flad brystkasse, hvor der egentlig burde være en barm. Hår, enten for meget eller for lidt – og måske også de forkerte steder. Tynde og utrænede arme. Tykke lår uden antydningen af et thighgap.

Fællesbadet kan sætte mange tanker i gang hos børn og unge, og særligt hvis man allerede føler sig forkert eller utilpas i sin krop. For det er svært ikke at sammenligne sin egen pubertetskrop med klassekammeraternes ’perfekte’ kroppe, og derfor er der også flere og flere børn og unge, som helst vil skippe badet efter idræt.

Fællesbadet er blevet udråbt som både løsningen og årsagen til børn og unges dårlige forhold til kroppen. For på den ene side giver fællesbadet en mulighed for at blive eksponeret for rigtig mange forskellige kropstyper, mens det på den anden side kan være enormt grænseoverskridende og sårbart for det enkelte barn at være i. 

I dette afsnit af Start Snakken taler vært Emilie Haaber med Mette Helena Rasmussen om at være mor til en datter i teenagealderen, med Michael og Kathrine Kelså Harders, der fortæller om, hvordan det er, når man ikke har det godt med sin krop og med projektleder hos Sex & Samfund Pernille Ane Egebæk, der fortæller om det svære dilemma, som fællesbadet udgør.