Hjerne-ikon
Viden

Unge

Unge verden over er afgørende for at sikre en verden, hvor alle har ret til egen krop og til at udtrykke sit køn og sin seksualitet frit. På samme tid oplever unge mange udfordringer med at kunne vælge selv ift. køn og seksualitet.

I Se & Samfunds internationale arbejde er unge en hovedmålgruppe

Unge har ret til at sidde med ved bordet, når der tages beslutninger, der vedrører dem. Det er med til at sikre en bæredygtig udvikling, når løsningerne er fundet sammen med de unge, som løsningerne skal virke for.

Vi ser og arbejder aktivt med unge som en gruppe med stor diversitet på tværs af identiteter, køn, seksualitet, alder og resurser.

Hvorfor arbejder vi med fokus på unge mennesker?

Unge er vores hovedmålgruppe, fordi de på grund af deres alder sjældent har en afgørende stemme i samfundsmæssige og politiske beslutninger, men ofte står i en livssituation med stort ansvar for deres egen og nogle gange andres - børn, søskende, forældres – fremtid.

Samtidig er unge mennesker historisk set dem, der tør stille sig i front for sociale forandringer. De har et massivt og ofte ikke set forandringspotentiale. Vi arbejder for at unges potentiale bringes frem, og at unges stemmer bliver hørt og respekteret, når det handler om frihed til at vælge, hvordan de vil udleve deres seksuelle liv, og hvilke følger det skal have, for eksempel når det kommer til prævention, partnere og forældreskab.

Vi arbejder i lande, hvor en historisk stor andel af befolkningerne er unge mennesker, og derfor er det ekstra vigtigt, at vi i vores arbejde har øget fokus på unge mennesker. I Afrika generelt var 19% af befolkningen mellem 15 og 25 år gamle i 2015 og 41% af befolkningen var under 15 år gamle. Med en så stor ungegruppe er det fundamentalt, at vi engagerer unge i sikringen af deres rettigheder og muligheder. Alternativet er, at man efterlader en hel generation af unge mennesker med færre muligheder, i større fattigdom og arbejdsløshed.

Har man ikke adgang til seksualundervisning, prævention, hiv-tests og færdigheder til at kommunikere med ens partner, venner og forældre om spørgsmål omkring køn og seksualitet, så er det svært at tage de valg, der skal til for eksempelvis at kunne fuldføre en uddannelse.

Blandt unge kvinder under 19år i eksempelvis Uganda, der er seksuelt aktive har 10% adgang til prævention, 25% bliver gravide, før de er fyldt 19år, og 6% af kvinder og 8% af mænd færdiggør en ungdomsuddannelse. For at give unge kvinder og mænd muligheden for at tage valg ift., hvordan deres liv skal forme sig, kræver det, at vi forstår og anerkender den kontekst, de lever i. Konkret handler det om at undersøge hvilken information, der stilles til rådighed for unge mennesker, hvordan og for hvem det er muligt at få adgang til den og hvilke normer, der kan udfordre at unge har adgang til deres basale rettigheder.

Hvordan arbejder vi med unge i praksis?

Når vi arbejder med unge i praksis har vi generelt fokus på fire ting, der er centrale for unges liv, ve og vel: 1) seksualitet, 2) sociale normer, 3) unge som forandringsagenter og 4) digitalisering og teknologi.

Seksualitet

Gennem partnerskaber med lokale organisationer giver vi seksualundervisning til unge i det globale syd. Det sker gennem:

Ung-til-ung undervisning i ungdomscentre, på markedspladser, skolebesøg, besøg på arbejdspladser, mv. Underviserne bliver trænet i inkluderende og interaktive undervisningsmetoder, i seksuel og reproduktiv sundhed, i lovgivning og rettigheder og meget andet. Underviserne er med til at planlægge og revidere aktiviteterne og bliver samtidig trænet i demokratiseringsprocesser og medbestemmelse.

Skolebaseret seksualundervisning. Vi samarbejder med uddannelsesmyndigheder om opkvalificering af lærere på ungdomsuddannelser til at kunne levere god og rettighedsbaseret seksualundervisning baseret på landets lovgivning. Det sætter store krav til vores metoder og materialer, da lovgivningen er forskellig fra land til land, lærernes viden og kapacitet er svingende, og skolerne for en stor andel af religiøst baserede, privatskoler.

Påvirkning af politiske og administrative rammer for seksualundervisning. Gennem vores arbejde præsenterer vi analyser af udfordringer omkring seksualundervisning eller mangel på samme og løsninger til politikere og beslutningstagere. Gennem myndighedssamarbejde adresserer vi nødvendigheden af at anerkende unge mennesker som seksuelle væsner samt de samfundsmæssige normer, der er med til at fastholde høje tal for uønskede graviditeter blandt teenagere, usikre aborter og en lav gennemførsel af ungdomsuddannelser.

Sociale normer

Vi er bevidste om, at unge er en del af det samfund og den kultur, de er opvokset i. Det er vigtigt, at unge selv får viden og redskaber til at kunne forholde sig til det i forhold til, hvad de gerne vil kunne opnå med deres liv. Ligesom anerkendelsen af, at seksualitet er en del af unge menneskers liv, er det vigtigt at anerkende at forskellige sociale, kulturelle eller religiøse miljøer har stor indflydelse på normer omkring unges seksuelle aktivitet og seksualitet.

I de fleste af de lande vi arbejder i bliver unge menneskers seksualitet stigmatiseret. Vi arbejder derfor både med fremtrædende personer som politikere og musikere, med myndigheder, med forældre og med unge for at skabe viden og indsigt og igangsætte dialog på tværs af generationer. Hvis ikke vi ændrer rammerne omkring, hvorfor unge bliver uønsket gravide, hvorfor de ikke opsøger en sundhedsklinik, hvorfor de dør af usikre aborter, eller hvorfor de dropper ud af skolen så overlader vi al ansvaret hos de unge alene.

Unge som forandringsagenter:

Unge er dem, der ved mest om deres eget liv, erfaring og udfordringer, og de har drømmene og løsningerne. Vores projekter skal være rammen, der sætter dem i stand til at analysere, argumentere for og agere på disse. Vi klæder unge på til at kunne gå i dialog med beslutningstagere og politikere, med forældre og lokale ledere, og vi åbner døre for, at de unge kan komme med ind i de rum, hvor reelle samfundsændrende beslutninger tages. De unge får viden og redskaber og har en løbende dialog med vores partneres ansatte omkring rollen som forandringsagent. Det handler f.eks. om, hvordan man kan tale om seksualundervisning i eksempelvis Kenya.

De unge er med til at skubbe til kulturelle og sociale normer. Det sker også gennem ung-til-yngre undervisning, gennem de unges sociale netværk og i deres daglige dialog med deres forældre. Vi støtter de unge – bl.a. sammen med ungeorganisationer – ved at have en sideløbende dialog med myndigheder, sundhedspersonale og forældre. Vi tager ansvar for, at samfundsændringer ikke ligger udelukkende på de unge selv.

 

Case: Seksualundervisning til unge i Uganda

I det vestlige Uganda arbejder Sex & Samfund med en ungeorganisation, Reach A Hand Uganda, omkring seksualundervisning. Ung-til-ung undervisere møder andre unge på ungdomscentre, på markedspladser og under skolebesøg og laver undervisning gennem forskellige øvelser. Reach A Hand Uganda har udviklet en app til underviserne, som linker dem med hinanden og organisationens unge ansatte.

Via appen kan de slå fakta op på stedet, og de kan stille spørgsmål til en fagperson hos Reach A Hand Uganda. Derudover bruger underviserne appen til at henvise unge til den lokale sundhedsklinik, hvis de har brug for det. Sundhedspersonalet bruger appen til at modtage henvisningen og følger op med underviseren, om den unge fik adgang til at tale med sundhedspersonalet. Det gør det muligt for underviseren at følge op med den unge og tilbyde yderligere rådgivning og støtte. Det er et fortroligt system, hvor den unges privatliv og samtykke sikres.

...