Fakta-ikon
Fakta

Hvad er syfilis?

Syfilis skyldes smitte med en bakterie der hedder Treponema Pallidum. Antallet af smittede er stigende både i og udenfor Danmark.
Ikke alle  sexsygdomme giver symptomer

Fra man bliver smittet med syfilis og til det første symptom kommer, går der sædvanligvis 3 uger.

I Danmark er de fleste smittede mænd og især mænd, der har sex med mænd. 

Gravide tilbydes screening for syfilis på grund af risikoen for barnet.

Hvordan smitter syfilis?

Syfilis smitter ved samleje i skeden, endetarm og ved oralsex.

Gravide med syfilis overfører smitten til fosteret gennem moderkagen efter 10 graviditetsuge.

Kondom og slikkelap beskytter delvist mod smitte.

Syfilis er smitsom i to år efter, man er blevet smittet medmindre man får behandling for smitten.

Hvad er symptomerne på syfilis?

Syfilis optræder i fire stadier og stadierne har betydning for de symptomer, man kan opleve at have. Fra man bliver smittet og til det første symptom kommer, går der sædvanligvis 3 uger. 

Første stadie: Mellem 10-90 dage efter smitte kan syfilis give et lille glat, skinnende sår, der ikke er ømt, og derfor kan være svært at opdage, hvis det f.eks. sidder oppe i skeden. Omkring såret kan der komme hævelser i lymfeknuderne. Såret kommer typisk forsvinder i løbet af 3-6 uger og kan efterlade et hvidligt ar.

Andet stadie: Cirka 6-8 uger efter smitte kan der komme symptomer som udslæt på kroppen og influenzasymptomer.

Det latente (skjulte) stadie: Stadiet er kendetegnet ved, at man ikke har sygdomstegn. Uden behandling kan op mod 2/3 af smittede forblive i denne fase livet ud. Efter to år smitter man ikke længere seksuelt.

Tredje stadie: I dette stadie kan der opstå livstruende symptomer som f.eks. betændelse i centralnervesystemet og lammelser. Tredje stadie indtræder typisk 5-20 år efter smitte. 1/3 af smittede vil udvikle syfilis i tredje stadie, hvis de ikke får behandling.

Hvordan testes og behandles syfilis?

Testen er ofte en blodprøve. En blodprøve kan laves cirka 5 uger efter formodet smitte. Er der synlige symptomer, kan smitten bekræftes ved at sårsekret undersøges i mikroskop eller ved at skrab fra udslæt eller sår sendes til laboratorieundersøgelse.

Behandlingen afhænger af det stadie af sygdommen, den smittede befinder sig i, men består typisk af indsprøjtning af antibiotika. Syfilis er forholdsvis nem at kurere. Efter behandling, skal behandlingsresultatet følges op med blodprøver efter 3, 6 og 12 måneder, evt. også 24 måneder.

Alle smittede med syfilis, hvor smitten er sket indenfor de forudgående to år, bør undlade sex indtil antibiotikabehandlingen er afsluttet, dvs. tre uger efter indsprøjtning.

Er man smittet med syfilis er det relevant også at undersøge for smitte med andre sexsygdomme. Især bør der undersøges for smitte med hiv.

Hvad er følgerne af syfilis?

Hvis man bliver smittet med syfilis, og bliver man ikke behandlet, kan det have alvorlige følger:

  • Man kan udvikle kroniske betændelser i kroppen, som f.eks. hjernen og nervesystemet
  • Man kan dø af sygdommen
  • Man kan smitte sit barn ved fødslen, og dette kan give store skader på barnet senere