Snak om sex

så bliver det bedre
At tale om sex kan være sårbart. Men det er også nødvendigt, hvis vi skal have et godt sexliv.

Snakken om sex er en vigtig samtale, for undersøgelser viser, at  danskere der er gode til at tale om sex med deres partner, er mere tilfredse med deres sexliv. Samtidig peger hver fjerde af os på, at et godt sexliv betyder rigtigt meget for os.

God sex er vigtigt. Ikke blot for vores sexliv, men for hele vores liv. Sex og intimitet er godt for vores hoved, vores krop, og for måden vi er sammen med andre på. Vi ved dog også, at mange af os har svært ved at tale om sex.

Det er derfor, at vi har samlet en række gode råd til, hvordan du kan have en god snak om sex med din(e) sexpartner(e).

Uge Sex 2023

En usexet snak?

Men hov vent.

Er en klassisk snak om sex ikke det mest usexede som findes? Det er der mange, som synes - men sådan behøves det ikke at være. Det handler om at kommunikere klart og tydeligt om, hvad man kan lide, og hvad man ikke kan lide. Hvad man godt kunne tænke sig at gøre mere af, sammen. Nogle ting kan kommunikeres med kropssprog og lyde, og andre ting er man nødt til at snakke om. Ellers opstår misforståelserne. Og hvis vi misforstår hinanden, kan det være utrolig svært at opnå et tilfredsstillende sexliv. Samtalen er derfor et vigtig redskab for et godt sexliv.  Et sexliv, der måske ikke kun handler om sex, men også om tryghed og intimitet.

Vær modig - start samtalen

Det kan føles svært at skulle starte en sårbar og ærlig samtale om sex. Men det første skridt på vejen er at give hinanden tilladelse.

Når du tager initiativet giver du en anden tilladelse til og rum for, at I kan tale åbent om intimitet og sex. Tillad hinanden at være famlende i samtalen om sex og tillad din(e) partner(e), at være åben og ærlig. Så er I allerede godt på vej.

Når den første barriere er væk, kan det være svært at vide, hvornår timingen til at tale om det er god. For nogle af os opleves det væsentligt nemmere og mere naturligt at snakke om sex, lige efter at man har haft sex. For andre af os opleves det som mere sårbart. Vi foretrækker måske at starte snakken på en gåtur eller i sofaen med en kop kaffe. Ligesom at det for nogen af os fungerer bedst at snakke ansigt til ansigt, mens at det for andre er mest komfortabelt at tage samtalen på tekst, over sms, email, messenger eller lign. For os alle er det dog vigtigt, at der er tid til at snakke sammen. Der er (desværre) ingen manual for, hvornår det er det perfekte tidspunkt. Her må du føle sig frem.

Spørg, lyt og fortæl 

Når man starter en samtale om sex, så handler det om at spørge ind til hinanden, og om at være nysgerrig. Hvis en samtale skal være god, er det vigtigt at få etableret et både trygt, ærligt og hensynsfuldt rum. Præsenterer man en prioriteret ønskeliste med understregninger og håndskrevne noter i margenerne, så er det muligvis et godt udgangspunkt for en ærlig snak, men det er ikke sikkert, at samtalen vil opleves som hverken tryg eller hensynsfuld. Spørg ind til, hvad din partner(e) har lyst til. Lyt til svaret, og tal om det. Eller begynd med at dele dine egne tanker. Snak sammen åbent og ærligt, og forsøg at ikke at dømme hinanden. Det er godt at være bevidst om egne og andres grænser. Forvent og accepter, at I muligvis ikke er enige om alt, eller ikke ser ens på tingene.

Tag udgangspunkt i noget andet end jer selv

I behøver ikke sidde og kigge hinanden i øjnene, mens I snakker om sex (selvom det kan virke for nogle). Prøv at tage udgangspunkt i et fælles tredje, og brug det som afsæt til jeres samtale. Det kan være at sætte en film på fra I var yngre, læse højt for hinanden eller at tage et kritisk og nysgerrigt blik på porno. Samtalen behøver ikke at starte hos jer selv - eller handle om jer selv. Den kan tage udgangspunkt i kultur, kunst eller musik. At se på normerne for køn, krop og seksualitet kan være en god samtalestarter. Det kan være noget I har set i en film eller læst i en bog, som I kan genkende, som påvirker jer, som I er uenige i eller noget I synes er frækt. Når I undersøger noget, som er uden for jer selv, vil samtalen måske flyde lettere, og I vil samtidig få et indblik i hinandens lyst, grænser og præferencer.

Giv tegn og evaluer

Seksuel kommunikation foregår både før, under og efter sex. Så husk, at give din partner feedback. Det kan måske lyde sjovt at skulle give sin partner feedback under sex, men dette kan foregå både med eller uden ord og er særligt vigtigt, når du skal vise hvad du godt kan lide. Hvis du øver dig i at vise, at du kan lide det der sker, så bliver det nemmere at tale om det efterfølgende. Ligesom at det bliver lettere at snakke om, hvis der er noget, som du ønsker skal være anderledes.

Pinligt, pinligt

Ja, for nogle af os så kan det føles tåkrummende pinligt at snakke om sex. Hvis ikke ligefrem skræmmende eller skamfuldt. Hvis du syntes at det er svært at snakke om, så sig det højt. Det gør ikke noget at hverken sex, eller snakken om sex, bliver akavet.  Nogle gange så sker der noget, eller vi siger noget, som opleves som akavet, pinligt eller sjovt. Sex, eller snakken om sex, behøves ikke at være alvorstung. Præstation eller perfektion er ikke det samme, som et godt sexliv. Det kan være befriende, og endda sexet, at grine over det sammen. Øver vi i at snakke sammen om sex, så vil det med tiden ikke føles lige så vanskeligt som første gang.

Ved tryk på afspil accepterer du cookies og sporing fra den eksterne video-leverandør.
1 ud af 4
danskere

har, eller har haft, svært ved at tale med deres partner(e) om sex.

67%
af danskerne

har oplevet, at deres lyst til sex ændrer sig gennem livet

75%
af danskerne

mener, at et godt sexliv er vigtigt for dem.