5 skarpe til hjerneforskeren: er der forskel på drenge og piger?

Du kan høre hele interviewet og få andre vinkler på børn og køn i podcasten her eller du kan søge på Start snakken i din foretrukne podcastudbyder.

Helt grundlæggende: Er der forskel på drenge og pigers hjerner?

Man kan ikke se forskel på den enkelte drengs eller piges hjerne, men sammenligner man større grupper af piger og drenge, kan man se, at drenges hjerner generelt er lidt større end pigernes hjerner, når de er på samme alder.

Og så er der en anden forskel: Nogle af de udviklingsprocesser, der sker i hjernen, går lidt langsommere hos drengene end hos pigerne frem til slutningen af teenagealderen,så indhenter de hinanden igen. Men det er gennemsnitsforskelle, og vi kender ikke helt betydningen af de her forskelle. det er ikke sådan, at intelligens hænger systematisk sammen med forskel i hjernestørrelse.

Hvad betyder hormonerne så for drenge og pigers udvikling?

Efter vi bliver født, er der faktisk ikke de store hormonelle forskelle mellem drenge og piger – og sådan er det helt frem til puberteten. Der har selvfølgelig været forskel på hormonniveauet under graviditeten, for der påvirker kønshormonerne fostrets udvikling fysisk set. Der er ingen tvivl om, at hormoner har en indvirkning på hjernen og sandsynligvis er med til at differentiere hjernerne på lidt forskellige måder, men det er ikke sådan, at testosteronet pumper ud, og så bliver det en drengehjerne, og ellers bliver det en pigehjerne. Det har faktisk været meget svært at påvise nogen direkte sammenhæng mellem mængden af hhv. testosteron og østrogen (mandlige og kvindelige kønshormoner) og den adfærd, man ser senere hen.

Jamen, hvorfor oplever vi så, at der er forskelle på, hvordan drenge og piger agerer?

Der er jo nogle teorier om, at de kønsstereotyper, vi ser i dag, er udtryk for, at mænd for mange 100.000 år siden var udviklet til at gå på jagt, og kvinderne skulle blive hjemme og passe børn. Så derfor er mænd bedre til at finde rundt og er mere fysisk kraftfulde, mens kvinder er mere bløde, empatiske og kan forstå sig på det nære miljø – og her er det virkelig taget til det ekstreme.

Men vi kan alle sammen komme op med mystiske forklaringer på, hvorfor tingene ser ud, som de gør, og der er ikke specielt meget, der tyder på, at mænd faktisk er mindre empatiske end kvinder.

Man har lavet nogle undersøgelser systematisk igennem 100 år, og der kan man se, at kønsforskellene bliver mindre og mindre – i hvert fald inden for nogle områder. Der er også nogle andre områder, hvor de vokser, fx inden for uddannelsesområdet. Men det, at tingene kan ændre sig over så relativt kort tid, tyder netop på, at det ikke er biologisk bestemt, for de ændringer, vi ser i artens udvikling, går jo væsentligt langsommere. Så det må være ting, der er kulturelt bestemt primært.

Hvis kønsforskelle primært er kulturelt bestemt, hvorfor fylder de så ofte meget?

Vi har det, der hedder en confirmation bias. Vi er meget dygtige til at bekræfte vores egne ideer om, hvordan verden er, og vi er ikke så gode til at opdage, når der kommer ting, der ikke passer med vores verdensopfattelse. Så er vi tilbøjelige til enten at negligere det eller bortforklare det. Vi har en tilbøjelighed til at tænke køn som ret stereotype, og derfor får vi ofte øje på kønsforskellene.

Når man færdes ude i verden, ser man måske mest de piger, der er prinsesser, og så kan man blive bekræftet i, at det er de jo også. Hvis man så ser nogle piger, der gør noget andet, kan man undres lidt over det og måske blive lidt provokeret, men det er ikke noget, der grundlæggende udfordrer ens antagelser.

Hvad skal man gøre, hvis man gerne vil give sine børn lige muligheder på tværs af køn?

Det er jo ekstremt vanskeligt at arbejde imod sig selv og hele tiden udfordre ens verdensopfattelse. Men det første, man kan gøre, er at tænke lidt over, hvordan man behandler sine børn. Forskelsbehandler man fx sine børn, hvis man har en pige og en dreng?

Kommer man til at påtale sin datters udseende, og roser man sin dreng for at sparke hårdt til en fodbold? Vi har det med at belønne kønnene for forskellige ting, og det er selvfølgelig med til at fastholde stereotypierne.

Det er sandsynligvis også med til at fastholde, hvorfor kvinder stadig vælger de såkaldt ’bløde fag’, mens drengene vælger de andre fag. Uden vi gør det bevidst, så belønner vi pigerne for at være søde, empatiske, stille væsener, mens drengene skal ud at klatre i træer og slå sig på brystet.

Jeg tror at det handler om at få flyttet fokus lidt væk fra nogle af de strukturelle forhold, man har arbejdet med og så kigge mere på de andre ting, som er mere uudtalte og svære at få øje på, der gør, at vi bliver ved med at fremelske de her stereotyper. Det er vanskeligt, men jeg kan ikke rigtig se, at der er andre veje frem. Jo flere, der gør det, desto nemmere bliver det.

Christian Gerlach er professor ved Syddansk Universitet, Insitut for Psykologi. Han arbejder med hjerneforskning og kognitionspsykologi og er ansat som lektor i kognitiv neurovidenskab.