Efter Orlando: Seksuelle rettigheder er et spørgsmål om liv og død

Rettigheder
I Danmark er vi ikke vant til at tænke på seksuelle rettigheder som et spørgsmål om liv og død. Men lørdag nat i Orlando mindede os om, at seksuelle rettigheder handler om netop det.
Rettigheder

Af: Bjarke Oxlund, bestyrelsesleder for Sex & Samfund og lektor i medicinsk antropologi ved Københavns Universitet

Natten mindede os om, hvorfor vi skal insistere på, at seksuelle rettigheder er en fundamental del af menneskerettighederne.

Weekendens angreb på natklubben Pulse i Orlando, Florida, hvor 50 blev dræbt, og lidt flere såret, er ikke bare rystende og tragisk. Den forekommer også helt og aldeles meningsløs. Men den forfærdelige sandhed er, at den brutale nedslagtning af seksuelle minoriteter så langt fra er tilfældig eller meningsløs. Uanset hvilke grupperinger, der måtte stå bag, er Omar Mateens gerninger fodret af en bestemt holdning og mening. En holdning til, at mennesker ikke har ret til selv at bestemme over deres egen krop eller til at vælge, hvem de vil være kærester med. En mening, der i sin mest groteske og radikaliserede form, kan anspore til massedrab på medmennesker.

Det var derfor hverken tilfældigt eller meningsløst, da 50 mennesker natten mellem lørdag og søndag mistede livet på Pulse. Det gjorde de, fordi de faldt uden for en norm, som forskellige grupper af religiøse og ideologiske fanatikere har knæsat som en forudsætning for at blive regnet for menneske. I Danmark er vi ikke så vant til at tænke på seksuelle rettigheder som et spørgsmål om liv og død. Med Danmarks status som foregangsland på området for homoseksuelle rettigheder, siden det registrerede partnerskab blev indført i 1989, er vi på mange måder begyndt at tage seksuelle rettigheder for givet.

Imidlertid ved vi fra Putins Rusland i Øst til Musevenis Uganda i Syd, at seksuel orientering i stigende omfang gøres til genstand for kriminalisering, diskrimination og forfølgelse. Der går desværre en lige linje fra lovforslaget om dødsstraf for homoseksualitet i Uganda til skyderierne i Orlando. Når homoseksuelle ikke regnes for mennesker, bliver det legitimt at foreslå, at homoseksuelle skal henrettes, ligesom det bliver vigtigt at dræbe homoseksuelle, hvis man er af den overbevisning. Ethvert forsøg på folkedrab udgår fra denne fundamentale umenneskeliggørelse af andre.

Det er lige præcis derfor, at vi i Sex & Samfund regner seksuelle rettigheder for en helt fundamental del af det internationale menneskerettighedskompleks. Vi tror helt og fuld på den enkeltes ret til at bestemme over egen krop og til selv at vælge partner uden diskrimination og forfølgelse.

Men denne ret er ikke anerkendt i det internationale system, hvor lande fra især Mellemøsten, Afrika, og Østeuropa med opbakning fra både islamiske og kristne institutioner forsøger at modvirke ethvert tiltag til anerkendelsen af seksuelle rettigheder forstået som retten til at vælge selv. Lørdag nat mindede os om, at denne ret reelt er et spørgsmål om liv og død.