Fokus på befolkningsvækst hindrer reel klimahandling

En stigende befolkningsvækst og grunden til at vi står i den klimakrise, vi gør i dag, har meget lidt med hinanden at gøre – selvom nogle vil forsøge at overbevise dig om andet. Men hvorfor egentlig det?

Korrelation er ikke kausalitet

Når nogle peger på befolkningsvækst som en af hovedårsagerne til klimaforandringer, så er det kun med to tal i hånden: Historisk befolkningsvækst og udledning af drivhusgasser.

Hvis man ser på, hvor mange mennesker vi er på jorden, og ser på den historiske stigning i udledning af drivhusgasser, så følges stigningerne relativt. Men korrelation er ikke det samme som kausalitet – og det er en meget afgørende del af fortællingen.

Eksempelvis stod Ugandas befolkning i 2020 for 0,01 procent af hele verdens drivhusgasudledning, og de var 45,74 millioner mennesker. Til sammenligning stod Danmark samme år for 0,08 procent af hele verdens drivhusgasudledning, og vi var 5,83 millioner mennesker.

Altså udledte vi otte gange så meget drivhusgas som Uganda, selvom Uganda var cirka otte gange så mange mennesker som os. Det er dermed tydeligt, at det ikke er antal mennesker, vi er på jorden, som er roden til klimakrisen, men måden hvorpå vi lever.

Mange af de problemer, som verden står over for, skyldes ikke befolkningens størrelse, men uholdbare produktions- og forbrugsmønstre, primært i lande som Danmark, som er alt andet end bæredygtigt.

Den reelle udfordring

Klimakrisen rammer alle. Men alle rammes ikke lige hårdt.

Grunden til dette er, at klimakrisen accelerer de uligheder, der allerede eksisterer i et samfund. Dermed er klimakrisen en kønnet krise, da den for eksempel forværrer eksisterende kønsuligheder i samfundet og derved rammer kvinder hårdere end mænd.

Netop derfor skal der sættes fokus på ulighed og marginalisering på tværs af køn, alder, etnicitet, seksuel orientering, kønsidentitet, handicap og socioøkonomisk status. Fordi et samfund med mere lighed er mere modstandsdygtigt overfor klimaforandringer og kan bedre tilpasse sig dem.

Men vi opnår ikke lighed i et samfund uden opfyldelse af seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (SRSR), da manglende opfyldelse af SRSR bl.a. skaber store barrierer for menneskers lige deltagelse i uddannelse og jobmarkedet.

Kvinder og pigers kroppe som politisk kampplads

Den globale fertilitetsrate er allerede kraftigt faldende, og det giver dermed heller ikke mening at insistere på at fastholde fokus på at nedbringe den. Ifølge FN’s befolkningsfremskrivninger vil hver kvinde i 2050 få 2,2 børn i gennemsnit. Altså kun en tøddel over de 2,1 børn, som sikrer en stabil population.

Klimastrategier, der fremhæver reduktion af befolkningsvæksten som et centralt redskab for at løse klimakrisen flytter fokus og ansvar over på verdens fattigste lande, da det er der, hvor befolkningsvæksten på nuværende tidspunkt er højest.

Dog er det også der, hvor man per indbygger historisk – og i dag – har den laveste drivhusgasudledning overhovedet. Oveni dette er det også de lande, som lider allermest under klimaforandringer, og som er oftest og hårdest ramt af dem.

Når kritisk infrastruktur, såsom klinikker og veje, ødelægges i ekstreme vejrbegivenheder forårsaget af klimaforandringer, forhindre det adgang til sundhedsydelser. Selv hvor sundhedsydelser er tilgængelige og inden for rækkevidde, har kvinder, piger og marginaliserede grupper begrænset adgang til dem på grund af eksisterende kønsrelaterede og andre barrierer, der forstærkes under krise.

Hvor seksuelle og reproduktive sundhedsydelser ikke er tilgængelige, stiger mødredødelighed, sygdom og andre kritiske situationer for barn og den fødende. Dette understreger vigtigheden af at have fokus på seksuel sundhed og reproduktive rettigheder før, under og efter klimakrisen rammer.

Når vindene nu endnu en gang blæser i befolkningsreduktionisternes trompeter, er det tid til at stå fast på fakta.

Den kønsrelevante klimaindsats skal fremme seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder for at skabe samfund som er mere lige og dermed mere modstandsdygtige overfor klimaforandringer og evner at tilpasse sig dem; samt sikre at kvinder og piger sidder med ved bordet, hvor klimabeslutninger tages.