”Ingen medicin. Intet donorblod. Ingen ambulance. Det er forfærdeligt!”

Mødres sundhed
Som 12-årig mistede Innocent sin mor, da hun forblødte under en kompliceret fødsel. En fødsel hun kunne have overlevet med den rette hjælp. Livet som forældreløs er ubarmhjertigt, og de fem søskende må kæmpe hårdt.
Innocent

I 2018 står Innocent i sit hjem i Kiwanga i Uganda og laver morgenmad til sin mor. Innocents mor er to dage forinden blevet hasteindlagt på hospitalet efter, at hun højgravid er kollapset i vejkanten på vej hjem fra markedet.

Innocent er næsten færdig med at forberede maden, som han vil tage med til hende på hospitalet, da en nabo kommer forbi. Naboen fortæller, at Innocents mor er død på grund af sine blødninger efter fødslen.

Innocents verden ramler sammen.

- Da jeg fik at vide, at min mor var død, løb jeg med det samme hen til min storebrors skole og fortalte ham det. Jeg var så forvirret. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne ikke forstå, at vi havde mistet hende. Det virkede ikke rigtigt. Mit hjerte gjorde ondt. De næste par dage var forfærdelige og traumatiske, siger Innocent

Forældreløs på et splitsekund

Innocent og hans fire søskende bor sammen i det samme hus. De har ikke nogen til at tage sig af sig mere. For selvom deres far stadig lever, så forlod han familien til fordel for alkoholen, lang tid før deres mors død.

- Jeg begyndte at tænke på, hvem der skulle tage sig af os. Vores far var aldrig hjemme. Han flyttede fra bar til bar og lavede ikke andet end at drikke.

- Han kom aldrig hjem, selv da han fik at vide, at vores mor var død. Han kom kun til begravelsen og vi har ikke set ham siden.

Ingen til at forsørge dem

Efter morens død, er livet blevet hårdt for Innocent og hans søskende. De har ingen penge til deres skolegang og ofte har de heller ikke råd til at få mad på bordet.

- Efter vores mors død blev livet hårdt. Hun var vores forsørger. Lige nu mangler vi mange vigtige ting, til at holde os kørende og ofte har vi ikke mad nok til at blive mætte. Men det største problem er, at vi mangler penge til vores skolegang og materialer til skolen.

Må arbejde for at skaffe mad

For at få livet til at hænge sammen må Innocent og hans søskende navigere i mellem at gå i skole som alle andre børn og at arbejde for at overleve. De bruger ofte mange timer på at hjælpe folk på deres marker til gengæld for mad eller en lille sum penge.

- At vi er blevet nødt til at arbejde for at få råd til mad har også påvirket vores skolegang. Nogle gange bruger vi tid på at arbejder på folks marker istedet for at lave vores lektier.

- Nogle gange er jeg blevet nødt til at udeblive fra eksamener på grund af det. Livet er blevet en stor udfordring for os.

- Lige nu er to af mine søstre gået til søen for at fiske, det kan måske give os noget aftensmad og måske kan vi også sælge nogle af fiskene.

Selvom det er hårdt både at arbejde og gå i skole, så klarer Innocent og hans søskende sig godt. Og heldigvis står naboerne i området klar til at støtte dem, hvis der er tider, hvor de har svært ved at få tingene til at hænge sammen. 

Mor kunne have levet i dag

Innocent er sikker på, at hans mor stadig ville være i live i dag, hvis hospitalet havde haft ressourcerne og medicinen til at behandle hende rigtig.

- Hun blev opereret, men blødte ihjel. Dette kunne have været stoppet, hvis hospitalet havde haft blod de kunne give min mor. Da min mors tilstand var kritisk ville de også overføre hende til et større hospital, men der var ingen ambulance til at køre hende.

Sex & Samfund arbejder sammen med vores ugandiske søsterorganisation Reproductive Health Uganda (RHU) om at forbedre information om seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheheder, samt adgang til seksuelle og reproduktive sundhedsydelser for alle. Det er med til at sikre, at mødre får den viden og hjælp de har brug for både før, under og efter en graviditet.

RHU kæmper for at få seksuel og reproduktiv sundhed på dagsordenen i Uganda, ved at informere, uddanne og vejlede forskellige befolkningsgrupper omkring disse emner. RHU arbejder for at oplyse uganderne om deres ret til få viden og kendskab til egen krop, herunder grænser, seksualitet og risiko for kønssygdomme.

Langsigtet vil det øge den genrelle sundhed hos befolkningen og forbygge situationer, hvor børn som Innocent mister deres mødre grundet den manglende adgang til seksuelle og reproduktive sundhedsydelser.