Interview: ”Jeg bliver ved med at blive overrumplet af den styrke, de her kvinder har”
Sofia Busk har med billedserien Nairobis Døtre fulgt piger og kvinder i Kenya, som har født på baggrund af en voldtægt.
Hvorfor synes du, at det er vigtigt at have fokus på at hjælpe kvinder, der har været udsat for seksuel og kønsbaseret vold?
- Udover at det må være noget af det mest forfærdelige, man kan opleve – så er det også et stort samfundsproblem.
Der bliver kæmpet for, at piger kan komme i skole og få en uddannelse og på den måde fungere i samfundet. Og når mange af de her piger, som bliver voldtaget, ender med at blive gravide, må de droppe ud af skolen. Måske kommer de aldrig tilbage til skolen, det er i hvert fald en svær vej tilbage. Globalt set, er det et kæmpe problem, at vi får en stor generation, som ikke bliver uddannet, og som ikke er en del af samfundet.
Under coronaepidemien er problemet blevet større og steget med næsten 100%. Jeg tror, at vold mod kvinder steg med 93% i 2020. Det skyldes blandt andet, at pigerne har været hjemsendt fra skolerne, og fordi enormt mange har mistet deres job og er blevet mere desperate. Jeg har hørt historier om, at man har solgt sine døtre. Men mange af de piger, jeg har mødt, har været udsat for voldtægter, når de har gået på gaden. Der var en ny desperation blandt befolkningen, som måske har været årsag til, at nogle af de her mange overgreb har fundet sted.
Og så er det jo traumatiserende for en ung pige at være udsat for sådan en oplevelse. Så selvfølgelig skal vi tale højt om det.
Er der en forskel mellem generationerne hos de kvinder, du har mødt og deres mødre?
- Ja, det oplever jeg, de her kvinder står frem, og de kæmper. De er nogle af de sejeste mennesker, jeg har mødt. De tager sagen i egen hånd – selvom de har få ressourcer, kæmper de alligevel og formår at råbe op omkring deres situation. Og de står frem. Det, synes jeg, er enormt stærkt. Det er ikke anonyme portrætter, hvor noget gemmes væk.
Hvor det førhen har været meget tabubelagt, oplever jeg, at det nu har ændret sig. De piger, jeg møder nu, både i Kenya, i Indien, i Tyrkiet og også i Danmark siger, at de ønsker, at deres generation skal lave om på det. De ønsker, at deres børn skal vokse op i noget andet, end det de selv har været udsat for.
Hvordan synes du, at det har påvirket dig at møde de her kvinder?
- Det har selvfølgelig været meget stærke oplevelser og meget rørende. Det jeg bliver ved med at blive overrumplet af, er den styrke, de her kvinder har. De ser ikke sig selv som ofre. Og det er heller ikke sådan, jeg tænker på dem. De kommer igennem det her. De kæmper virkelig for, at de skal komme et andet sted hen. Og de tør godt at stå frem. Jeg synes, at det er noget af det stærkeste, at de har den styrke, på trods af at de bor i slummen og har to små børn, de skal passe på og forsørge.
Da jeg boede sammen med pigerne på Maisha Girls Safe House i Nairobi, gjorde en af pigerne, Veronika, et stort indtryk på mig. Jeg kunne se, hvordan hun kæmpede med det moderskab, som hun pludselig havde fået til opgave. Samtidig med, at hun selv bare var et barn. Hun havde lyst til at være i skole, lære og være sammen med sine veninder, men det kunne hun ikke, fordi nu havde hun Samuel, som hun skulle passe på. Jeg kunne sagtens se kærligheden, som hun havde til sin søn, men jeg kunne også se, hvor meget hun kæmpede med det. Hun fortalte også, at når hun så på Samuel, kunne hun se sin gerningsmand i ham. Det er noget, jeg har fået at vide fra flere af pigerne.
Ved du noget om, hvordan det er gået Veronica og de andre efter, at du rejste hjem igen?
- Jeg ved, at de stadigvæk er mere eller mindre i samme situation. De piger, jeg mødte i Maisha Girls Safe House, er der stadigvæk. Der var en ung pige, som var højgravid, da jeg var der. Jeg ved, at hun har født en sund og dejlig søn. Men hun kæmper med at skulle være mor. Hun har svært ved at tage ham til sig. Og det er noget, jeg hører fra mange af pigerne. Det kommer hen af vejen, og det er ikke fordi, at kærligheden til barnet ikke er der, men der ligger bare så stort et traume i det.
Hvad, tænker du, er den største forskel på vores muligheder herhjemme og de her kvinders muligheder?
- Der er kæmpe, kæmpe forskel. I forhold til rettigheder er det jo noget helt andet. Jeg har fulgt pigerne og deres sager, og det der typisk sker er, at når en voldtægt anmeldes, ved man måske, hvem gerningsmanden er, og sagen kører. Men hver gang, at retten skal til at beslutte, hvad skal der ske, og der skal falde dom, sker der et eller andet mærkeligt, så den bliver udsat. Og det har jeg oplevet, at rigtig mange piger har været udsat for. Pigerne bruger hele dage på at sætte sig op til at få afgjort dommen, og så sker der mærkelige ting, som gør, at de udskyder sagen et par måneder. Det kan de blive ved med at gøre mange gange.
Jeg har oplevet sager, hvor der er gået op til to år. Typisk giver pigerne op, fordi de bruger så mange kræfter på at være vedholdende i de her sager. Og det er unge piger, vi taler om, som skal passe deres børn. Det er en ret stor forskel, må man sige. De står med det alene, herhjemme har vi et system, der kan hjælpe os, og nogle myndigheder, der kan tage hånd om os. Der står de altså med det alene.
