Min far brændte alle mine ting, da han fandt ud af, at jeg var homoseksuel
George Barasa
George Barasa smiler stolt, da han tager pokalerne frem fra papkassen, som står på gulvet i hans mørke værelse. Den ene er for at blive ”Mr/Miss Red Ribbon” og den anden ”Mr. Rainbow”.
Pokalerne skinner ikke meget i lysstofrørets skær i det mørke værelse i udkanten af Kenyas hovedstad Nairobi, hvor George bor. Værelset er cirka 9 kvadratmeter og er udstyret med en madras, nogle papkasser og et tv. Her har George boet de seneste år, men han er vokset op i det vestlige Kenya med to brødre og hans forældre.
– Lige siden jeg var helt lille, vidste jeg, at jeg var anderledes. Folk kaldte mig Georgina i stedet for George, fordi de opfattede mig som feminin. Så jeg blev sat til at lave en masse husarbejde, som kvinder normalt udfører, siger George.
Hans far arbejdede for postvæsenet og er nu pensioneret, mens moderen havde en lille butik, hvor hun solgte tøj og ting til hjemmet. Det var en hård opvækst, fortæller George.
– Jeg blev mobbet og slået utroligt meget gennem hele min skoletid. Mine forældre sagde til mig, at jeg ikke måtte besøge andre familiemedlemmer, fordi jeg bragte skam over dem. Jeg fik altid mad sidst, når vi spiste, selv om jeg er den mellemste bror. Jeg kom op og skændes meget med mine brødre, fordi de altid blev favoriseret over mig. Så det har været hårdt, siger han.
Annonce for modelkonkurrence
Efter sjette klasse ville Georges forældre ikke betale for hans skolegang længere. Så han var nødt til at finde på noget.
– En dag så jeg en annonce for en modelkonkurrence, og jeg besluttede mig for at melde mig til. Jeg endte med at vinde konkurrencen og fik nogle model-job. Det gjorde, at jeg kunne begynde at betale noget af min skolegang selv. Men jeg var nødt til at skifte skole hver gang, jeg ikke havde flere penge. Så fra 6. til 10. klasse gik jeg på fire forskellige skoler, siger George.
George har sunget i kirkekor siden han var yngre og det lykkedes ham også at tjene penge på at synge reklamer til radioen. Og med de penge, han fik skrabet sammen, lykkedes det ham at gøre skolen færdig.
I løbet af de sidste skoleår var George hemmeligt blevet kæreste med en lokal mandlig præst. Men det blev afsløret i avisen Daily Star og hurtigt vidste alle i lokalsamfundet, at George var homoseksuel.
– Jeg fik mere end 200 opkald på min telefon på dagen, hvor det stod i avisen. Jeg turde ikke komme hjem til min familie, da det kom ud, at jeg var kæreste med præsten, og at jeg er homoseksuel. Jeg blev væk hele eftermiddagen, og først næste morgen sneg jeg mig hjem, fortæller George og fortsætter:
– Det var en søndag morgen, og folk var på vej til kirke. Da jeg kom hjem, stod min far med en machete i hånden på vores gårdsplads. Han havde lagt næsten alle mine ting i en stor bunke, som han hældte benzin over og satte ild til. Så sagde han til mig, at jeg skulle forsvinde. Vi kom op og skændes, og jeg måtte tage de få ting, jeg havde tilbage, og gå.
Tur på psykiatrisk afdeling
George vidste ikke, hvad han skulle gøre, men han kom i kontakt med en organisation, som havde et såkaldt ’safe house’ (sikkert hus), som George kunne være i nogle dage. Men efter det gik det skævt for George.
– I en periode derefter levede jeg meget udsvævende – jeg havde mange korte forhold, og jeg drak meget. Det endte med, at jeg blev smittet med hiv, og så fik jeg en depression og mavesår oveni. Ja, det endte faktisk med, at jeg prøvede at tage mit eget liv. Heldigvis lykkedes det ikke, siger George.
Han måtte en tur om psykiatrisk afdeling på et hospital, men i lang tid nægtede han at gå til lægen med sit hiv-status. Men efter at han kom ind i homo-miljøet i Nairobi, fik han gode folk omkring sig, som blandt andet fik ham i hiv-behandling.
Det er nu mere end tre år siden, at Georges far brændte hans ting, og han har ikke set nogen fra sin familie siden. Han kan følge med i, hvad hans ene bror laver på Facebook, men er ellers ikke i kontakt med nogen.
– Nu har jeg i stedet fundet min ’regnbuefamilie’. I homo-miljøet har jeg fundet personer, som behandler mig meget bedre end min mor, far, brødre os søstre nogensinde har gjort. De hjælper mig med penge til at tage på hospitalet og til medicin. De trøster mig og snakker med mig om det som er svært. Men jeg savner da stadig min mors mad og familien, når alt er hårdt, siger George.
Aktivisme er vejen frem
Efter at George kom til Nairobi, har han brugt meget energi i at være aktiv inden for ngo’er, som støtter homoseksuelle.
– Jeg har kastet mig over aktivismen, fordi det er den eneste vej frem for at ændre vilkårene for LGBT-personer i Kenya. Jeg føler ikke, at jeg har så meget at miste, så jeg tør godt stille mig åbent frem. I Nairobi har det ikke været så slemt med mobning, og jeg har ikke fået tæv. De fleste tager sig ikke af, hvordan andre lever deres liv, siger George.
– Det sværeste i alt det her har faktisk været at acceptere mig selv, som den jeg er. Men nu ved jeg, at jeg er, som jeg er – og at det er godt nok. Nu skal vi bare have andre i Kenya til at forstå, at homoseksuelle er OK, som vi er.
