Opfordring til de globale beslutningstagere i Davos: Tænk verdens mest udsatte ind i klimadiskussionerne

Nyhed
Af

Mette Mølgaard Henriksen

LGBT+-personer, (gravide) piger og kvinder i verdens mest fattige lande er særligt udsatte over for klimaforandringerne, og det bør Davos-deltagerne tænke ind i deres klimadiskussioner.
Sex & Samfund opfordrer til at tænke vedrens mest udsatte med i klimaforandringer

FNs 17 Verdensmål er indbyrdes afhængige af hinanden for at blive opnået, og det betyder, at vi ikke kan opnå målet om en bæredygtig økonomisk vækst uden at opnå de andre mål heriblandt målene om seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (SRSR) for alle mennesker.

Og det bør de 3000 politikere og magthavere fra det globale erhvervsliv, finanssektor, forskning og internationale organisationer tænke over, når de diskuterer klima og miljø som de største udfordringer, verden står over for på det globale topmøde World Economic Forum i den schweiziske alpeby Davos i denne uge.

Ifølge rapporten ”The Global Risks Report 2020” peger 800 globale beslutningstagere og fagfolk på, at de fem største trusler mod det globale samfund lige nu alle handler om klima og miljø, som derfor fylder meget på dagsordenen i Davos, hvor der diskuteres løsninger på globale udfordringer som ekstreme vejrhændelser, fejlslagen klimapolitik, menneskeskabte miljøødelæggelser, tab af biodiversitet og økosystemkollaps samt ikke-menneskeskabte naturkatastrofer som jordskælv og tsunamier.

Trusler, der alle rangerer højere på bekymringslisten for de 800 fagfolk i rapporten end for eksempel social uro, nye finanskriser, flygtningestrømme og terror.

De unge klimaaktivister

Mens eliten paradoksalt nok ankommer til Davos i privatfly og store biler, har unge klimaaktivister arrangeret en march på 50 kilometer fra den schweiziske by Landquart til topmødet for at protestere mod de globale lederes svigt af klimaudfordringen og af de kommende generationer.

De protesterer for klimaretfærdighed og kræver, at de globale beslutningstagere tager ansvaret på sig: ”We carry the worldwide protest to where it belongs.”

Selvom vi i Sex & Samfund ikke marcherer til Davos, sender vi alligevel en opfordring til de globale beslutningstagere, der på vegne af os andre – ikke mindst verdens fattigste og mest udsatte i forhold til klimaforandringerne - har stor indflydelse på, hvad der kommer til at ske i verden fremover. De bør anerkende, at klimaforandringerne foruden miljømæssige og økonomiske konsekvenser også handler om klimaretfærdighed, fordi det især er verdens mest udsatte – dem, der har bidraget mindst til situationen – der bliver hårdest ramt.

De unge er ”heldige”, at de har muligheden for at marchere til Davos for at kræve, at beslutningstagerne tager ansvar for den alvorlige situation, vi befinder os i. Den mulighed har verdens mest udsatte ikke; LGBT+-grupper og (gravide) kvinder i verdens fattigste lande, som på grund af deres sårbarhed står til at blive særlig hårdt ramt af de klimaforandringer, som vi (verdens rigeste mennesker og lande) har skabt.

LGBT+-personer og (gravide) piger og kvinder er særligt sårbare

Som følge af klimaforandringerne kommer vi til at opleve koldere vintre og varmere somre, og det går især udover LGBT+-personer. En gruppe mennesker, som vi sjældent hører om, når vi taler om klimaforandringerne, men som er særligt udsatte til at opleve hjemløshed – og dermed er særligt sårbare overfor vejrforhold – på grund af den diskrimination og eksklusion, de møder i samfundet for at være, hvem de er.

Også gravide piger og kvinder er en særlig udsat gruppe, når hedebølger som konsekvens af den globale opvarmning, bliver hyppigere og øger gravide piger og kvinders risiko for at ’overophede’, som kan føre til fødselskomplikationer og i værste fald til mødre- og børnedødelighed. Oversvømmelser bliver også hyppigere, og det udsætter gravide piger og kvinder (hvis immunforsvar allerede er svækket pga. graviditeten) for eksponering for infektionssygdomme som kolera og diarré, der kan føre til dehydrering. En livstruende sygdom for både mor og barn.

Vi ved også, at klimaforandringerne fører til mere kønsbaseret (seksuel) vold for de piger, kvinder og LGBT+-personer, der bor i midlertidige lejre efter en klimakatastrofe, og for de piger og kvinder, der skal gå længere efter vand og mad i ukendte territorier, når tørken sætter ind. Og så ved vi, at antallet af børneægteskaber stiger, da desperate familier på grund af manglende indtægt kan se sig nødsaget til at gifte deres døtre væk til en mand, der kan tage sig bedre af hende. Når en pige giftes væk i en tidlig alder, er risikoen for, hun bliver tidligt gravid større, og det samme er sundhedsrisici under graviditet og fødsel.

Det er med disse mennesker i tankerne, at Sex & Samfund appellerer til beslutningstagerne i Davos om at tænke retfærdigheden ind i diskussionerne om klimaforandringer og miljø. Klimaforandringerne er uretfærdige. Men det behøver løsningerne ikke at være.