Rejsen der ændrede mit liv

For 10 år siden havde jeg lige vundet Vild med dans og elskede mit job. Der var så mange spændende tilbud, og verden lå for mine fødder - det var fantastisk!

Og så kom jeg til et andet land, hvor jeg så både jævnaldrende og markant yngre kvinder i øjnene. Kvinder, som var blevet frarøvet alle deres muligheder i livet.

Alt det onde, der var i deres liv, skyldtes en graviditet eller et barn. Noget som jeg anså som livets største gave.

Nu er det 10 år siden, at jeg rejste med Sex & Samfund til Uganda. På Mors Dag d. 8. maj fortæller jeg kvindernes historier videre, og går med i barnevognsmarchen i solidaritet med verdens mødre.

For ingen skal dø af at give liv❤️

Det er jo børn, der får børn - og dør

Da Sex & Samfund kontaktede mig, var jeg et produkt af min opvækst, hvor man tænkte, at det som de fleste dør af syd for Sahara enten var aids eller tørke og sult.Tiden med ”Den jeg elsker, elsker jeg” og ”giv en hånd til Afrika” lå fast i min bevidsthed.

Jeg var SLET IKKE klar over, at graviditet og fødsel var den STØRSTE dødsårsag blandt teenagepiger. Det er jo børn, der får børn. Og dør. Og det er piger, som ikke ønsker at få børn.

Jeg husker mange af de historier, som pigerne, jeg mødte, fortalte mig. De gjorde alle et meget stort indtryk på mig, men særligt én af dem står klart den dag i dag.

Et foster ville enten slå hende ihjel eller ødelægge hendes liv

Esther var klassens kloge pige. Det vidste hun godt selv, og hun havde ofret sindssygt meget for at kunne gå i skole, for det var hendes vej "ud”. Hun var rigtig dygtig til matematik. En gammel sjæl i en teenagekrop.

Hun fortalte mig, at hun var blevet gravid, men ikke vidste særligt meget om det.

Esther så matematikken som sin vej til frihed – hendes holdepunkt i et svært liv. Derfor var det også dét hun brugte til at skade sig selv.

Hun havde prøvet at dræbe fostret ved at sætte sin passer ind i underlivet på sig selv. Fordi et foster ville enten slå hende ihjel eller ødelægge hendes fremtid.

Smertefulde veer skulle ties

Jeg besøgte også en lokal fødeklinik i Uganda, og DER knækkede filmen fuldstændigt for mig.

På fødeklinikken krilrede det på ryggen af mig. Jeg havde ikke selv været gravid på det tidspunkt, så jeg forstod ikke, hvorfor den krilrende følelse opstod:

”Hvad er der galt? Noget stemmer ikke” - jeg kunne ikke sætte en finger på følelsen.

Jeg talte med en kvinde, der holdt meget lange talepauser og på et tidspunkt blev helt stille.

Pludselig gik det op for mig, at når hun var stille, så var fordi, at hun havde veer. Jeg kiggede rundt og opdagede, at alle, der var i gang med en fødsel og havde veer, ikke sagde en lyd.

Det var ikke tilladt at råbe sin smerte ud. Hvis man gjorde det, blev man slået af personalet.

Seks år senere fik jeg selv veer. Jeg kan tydeligt huske den første ve. Jeg tænkte: ”Giv mig en sløv brødkniv, og så skærer jeg mit barn ud, for jeg skal ikke have en ve igen!”

Men så kom jeg i tanke om de kvinder, jeg havde mødt.

Havde jeg overlevet?

Min ældste datter Ellinor havde navlestrengen omkring halsen, da hun skulle fødes. Hver eneste gang jeg pressede, strammede den til.

Og så stoppede hendes hjerte med at slå.

Jeg var i en kritisk situation. Fra lægen sagde "kejsersnit", til jeg lå med mit barn i armene, gik der 20 minutter.

Jeg tænker tit på, hvad der var sket, hvis jeg havde været under samme forhold, som de kvinder, jeg mødte i Uganda.

VI KAN GØRE NOGET!

Det var en frygtelig og realistisk tur, som jeg aldrig ville have været foruden.

Som ung kvinde sympatiserede jeg med tyveriet af kvindernes ungdom, drømme og potentiale. Nu hvor jeg selv er mor, forstår jeg historierne endnu bredere.

Historier der stadig kan holde mig vågen om natten.

I dag - 10 år efter, dør piger og kvinder stadig hver eneste dag i forbindelse med graviditet og fødsel.

Det eneste lyspunkt er, at det kan ændres. VI KAN GØRE NOGET!

Gør som mig, og gå med i barnevognsmarchen på Mors Dag d. 8. maj.

Når du deltager, støtter vores gå-partner RFSU kampen mod mødredødelighed med 100 kr., og samtidig kan du få en hyggelig dag med venner og familie!

Derfor skal du deltage i barnevognsmarchen

Mødre er PISSESEJE!

Fra undfangelsen på dag ét, til man bærer på barnet, til det vokser sig stort inde i kroppen, til man føder det og til den kroniske bekymring som mor.

Du skal møde op både for at klappe dig selv på skulderen, men også fordi at vi kan gøre en forskel for de mødre, der risikerer eget liv ved at give liv.

Og selv mikro-lidt kan gøre en forskel!