Voksnes opfattelse af seksualitet har intet at gøre med børns seksualitet

Som forælder er man nødt til at blive opmærksom på sine "voksen-briller", når det gælder seksuel adfærd hos ens barn. For ellers kommer man let til at tillægge barnet nogle motiver og intentioner, som slet ikke har hold i virkeligheden.

Hvis man som forælder oplever, at ens barn begynder at onanere eller får en fascination af egne eller andres kønsdele, vil ens første indskydelse måske være at fortolke det ud fra ens egen forståelse af seksualitet. Men ligesom man ikke kan sætte lighedstegn mellem børn og voksnes adfærd i mange andre situationer – det ville eksempelvis være langt mere upassende, hvis ens ægtefælle kastede sig på gulvet i vrede over et stykke slik, end hvis ens barn gjorde det – kan man heller ikke gøre det, når det gælder seksualitet.

For at få en bedre forståelse for et meget dilemmafyldt og tabubelagt emne har vi har bedt pædagogisk projektmedarbejder hos Sex & Samfund Freja Mannov Olesen om at fortælle lidt om forskellene mellem børn og voksnes seksualitet, og forklare, hvorfor børns forskellige måder give udtryk for deres seksualitet kan virke upassende på voksne.

Hvad er forskellen på børne- og voksenseksualitet?

Helt kort kan man sige, at forskellen på seksualitet i barndommen og i voksenlivet er, at voksne er bevidste om, at seksualitet findes, mens børn ikke er det.

Som voksen ved man, at seksualitet også kan handle om at blive forelsket i, tiltrukket af og have sex med andre voksne. I barndommen kommer seksualitet til udtryk ved, at man er nysgerrig og undersøgende på, hvad kroppen kan, og hvordan den føles i forskellige sammenhænge og med forskellige mennesker.

I barndommen lærer vi også, at nogle ting er private, eksempelvis onani eller at gå på toilettet, og at nogle ord og handlinger vækker særlige reaktioner hos voksne. Derfor er børn også vilde med det, vi voksne kalder ”frække” ord, som ”lort” og ”tis”, fordi det er så spændende at mærke, at der er nogle grænser for, hvad man må sige hvor og hvornår. I løbet af ens udvikling lærer man, at det private, ”frække” og særlige kan handle om noget ”seksuelt”.

Hvorfor kan børns seksualitet være svært for voksne at forholde sig til?

Børn gør og siger rigtig meget, som er dybt akavet og upassende i en voksenverden! Prøv at tænke på, hvor pinligt det ville være, hvis ens ven kastede sig grædende ned på jorden, fordi man sagde nej til noget, en kollega hev ens kuglepen ud af hånden på en – eller hvis en cafégæst onanerede ved bordet ved siden af en.

Hvis man som voksen ikke er opmærksom på sine egne ”voksen-briller” - altså at man næsten helt automatisk kan komme til at tolke børns adfærd, som om de var voksne - så kommer man til at tillægge børns adfærd nogle intentioner og motiver, som slet ikke passer.

Børn er hele tiden i gang med at lege og lære, hvordan verden hænger sammen og hvem de er, og det er dét, vi som voksne skal kunne se og spejle med nysgerrighed og omsorg. Børn har ikke de samme motiver og intentioner som voksne, så når de onanerer hjemme i stuen, i butikken eller i børnehaven, så er det fordi det er dejligt og trygt lige dér, og ikke andet.

Hvis man selv synes det er for akavet, så kan man kærligt sige, at man kan se, at det er dejligt for barnet at røre ved sine kønsdele, men at det ikke skal være lige nu og her, for det er privat. Og så kærligt aflede deres opmærksomhed til noget andet.

Freja Mannov Olesen er cand.pæd. og pædagogisk medarbejder i Sex & Samfunds nationale afdeling, hvor hun arbejder med pædagogiske indsatser til børn og kompetenceudvikling af fagpersoner.