FN's verdensmål og seksualundervisning på ungdomsuddannelserne
Vidste du, at du er med til at opfylde flere af FN's verdensmål for 2030, når du underviser i Sex & Samfunds undervisningsmaterialer?
Når du underviser dine elever i emner som rettigheder, køn, seksualitet og seksuel sundhed bidrager du til opnåelsen af FN's verdensmål i 2030. Du vil på undervisningsforløb om disse emner her på Underviserportalen kunne læse i forløbsbeskrivelsen, hvilket mål forløbet især knytter sig til. Læs mere om de enkelte verdensmål her på siden.
I denne korte film fortæller politisk medarbejder Ida Klockmann fra Sex & Samfund om FN's verdensmål, hvad de har med seksualundervisning at gøre, og hvilke mål du især er med til at opfylde, når du og dine elever arbejder med faget.
Spotlight-rapport 2020
I juni 2020 udgav Globalt Fokus og 92-gruppen den årlige SPOTLIGHT-rapport for tredje gang. I rapporten giver mere end 25 medlemsorganisationer politiske anbefalinger til at sikre en bæredygtig udvikling i ind- og udland.
Verdensmål i Sex & Samfunds undervisningsmaterialer
Mål 3: Sundhed og trivsel
Delmål 3.7: Inden 2030 skal der sikres universel adgang til seksuelle og reproduktive sundhedstjenester, herunder familieplanlægning, oplysning og uddannelse, og integration af reproduktiv sundhed i nationale strategier og programmer.
Mål 4: Kvalitetsuddannelse
Delmål 4.7: Inden 2030 skal alle elever have tilegnet sig den viden og de færdigheder, som er nødvendig for at fremme en bæredygtig udvikling, herunder bl.a. gennem undervisning i bæredygtig udvikling og en bæredygtig livsstil, menneskerettigheder, ligestilling mellem kønnene, fremme af en fredelig og ikke-voldelig kultur, globalt borgerskab og anerkendelse af kulturel mangfoldighed og af kulturens bidrag til en bæredygtig udvikling.
Mål 5: Ligestilling mellem kønnene
Delmål 5.6: Der skal sikres universel adgang til seksuel og reproduktiv sundhed og reproduktive rettigheder i overensstemmelse med handlingsprogrammet fra den Internationale Konference om Befolkning og Udvikling og Beijing-handlingsplanen samt slutdokumenterne fra deres opfølgningskonferencer.