Hjerne-ikon
Viden

Dialogkort til lærere og ledelse på STU

Dialogkortene kan bruges af lærere og evt. ledelse til at reflektere over nogle af de udfordringer, der kan opstå i forbindelse med seksualundervisning.
Skolelærere holder møde ved et bord

Introduktion

Disse 10 dialogkort er udviklet i forbindelse med de nye anbefalinger for seksualundervisning på STU. Nogle lærere har meget og god erfaring med at undervise i emner som sexsygdomme, seksualitet, prævention, kropsidealer, normer, køn, ligestilling og andre af de mangfoldige emner, som seksualundervisning på stu kan handle om. Andre har ingen eller negativ erfaring med at undervise i disse emner, og kan føle sig lidt utrygge ved at give sig i kast med det.

Formålet med dialogkortene er, at lærere sammen med kollegaer og evt. ledelse kan reflektere over nogle af de udfordringer, der kan opstå i forbindelse med seksualundervisning og i fællesskab nå frem til måder at håndtere vanskelige situationer på. Dialogkortene er derfor udformet som cases, der sætter fokus på nogle af de dilemmaer, lærere kan stå i, og tilhørende refleksionsspørgsmål, der kan guide dialogen. 

Hvis I får brug for at søge viden undervejs, kan I finde inspiration og ressourcer her:

Elever venter på en bus ved et stoppested
Viden
Her kan du finde yderligere ressourcer

Formål med dialogkortene

  • At italesætte og forberede lærere på dilemmaer, der kan opstå i klasserummet i forbindelse med seksualundervisning. 
  • At understøtte at lærere og evt. ledelse forud for undervisningen har gjort sig nogle (fælles) refleksioner over, hvordan de kan møde forskellige dilemmaer og udfordringer i forbindelse med seksualundervisning.

Tidsforbrug

30-60 minutter

Materialer

Øvelsesvejledning og dialogkort (printet og klippet ud).

Fremgangsmåde

Aftal hvor lang tid, der skal bruges på gruppearbejdet, og om der skal bruges tid på fælles opsamling.

Deltagerne sidder i grupper á 2-4 personer. Hver gruppe får en stak dialogkort og øvelsesvejledningen. I kan udvælge nogle af kortene, bruge al tiden på ét kort, eller aftale at vende tilbage til dialogkort, som grupperne ikke når, en anden gang. En i gruppen vælger et kort, læser casen højt, og gruppen taler sammen med udgangspunkt i refleksionsspørgsmålene.

Efter gruppearbejdet kan I have en fælles opsamling, så grupperne kan dele deres spørgsmål og indsigter med hinanden.

I kan afrunde øvelsen med en fælles snak ud fra følgende spørgsmål:

  • Hvordan var det at lave denne øvelse? Hvad fik vi ud af det?
  • Var der noget, der vakte nysgerrighed og skal uddybes/tjekkes op på?
  • Var der noget vi var uenige om? Hvordan håndterede vi denne uenighed?

 

Tilbage til oversigten