Abortdemonstration: Det øjeblik vi alle har frygtet – men ventet på, er kommet

Retten til abort
36 millioner kvinder uden ret til sikker abort - 26 amerikanske stater står til at kriminalisere abort.
Demonstration for fri abort

Lørdag d. 25. juni gik vi på gaden og demonstrerede foran den amerikanske ambassade.

Fredag d. 24. juni var en sort dag for kvinders rettigheder, da den amerikanske Højesteret omstødte en dom, som siden 1973 har givet amerikanske kvinder ret til abort.

Lørdag d. 25. juni gik vi på gaden og demonstrerede foran den amerikanske ambassade. Her får du hele talen fra Sex & Samfunds politiske seniorrådgiver, Maria Lindhardt.

Det øjeblik vi alle har frygtet – men ventet på, er kommet!

 

"Det øjeblik vi alle har frygtet – men ventet på, er kommet:

36 millioner kvinder uden ret til sikker abort.

26 stater står til at kriminalisere abort.

13 såkaldte triggerlove er med øjeblikkelig virkning trådt i kraft og har kriminaliseret abort.

0ver 80 % af den amerikanske befolkning af FOR adgang til sikker abort.

I går var en sort dag. Ikke blot for de millioner af kvinder som med et åndedrag mistede deres ret til at bestemme over eget liv og krop. Det var et smertefuldt tilbageslag for seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder verden over.

For tag ikke fejl.

Dette vil koste kvindeliv ud over Amerikas grænser!

Den amerikanske højesterets beslutning om at tilbagerulle retten til kvinders kropslige selvbestemmelse, vil kaste lange mørke skygger over resten af verden. Den vil styrke konservative, regressive kønsfjendtlige bevægelser globalt.

Dette handler ikke kun om den amerikanske anti-abortbevægelse.

Vi står overfor ekstremister - som er imod kvinder, imod LGBTI+, imod flygtninge og imod kønsdiversitet.

De ønsker at nægte os ret til seksuel og reproduktiv sundhed, til ligestilling, kropslig autonomi og i sidste ende vores ret til at bestemme over vores eget liv.

Vi skal stå sammen som en global bevægelse i al vores mangfoldighed for at beskytte alle menneskers ret til frihed og til at leve det liv, vi ønsker - med dem vi elsker.

Og Europa!

Det er tid til at vågne op nu! Retten til abort er IKKE fri og sikret.

Vi ser det på Malta, i Italien, I Spanien, I Færøerne.

Vi ser det i Polen med deres totale abortforbud og hvor de nu har oprettet et dystopisk graviditetsregister til at spore graviditeter - en skræmmende krænkelse af retten til kropslig selvbestemmelse og privatlivets fred.

Det er tid til at slå ring om vores ret til at bestemme over egen krop.

Retten til sikker abort i Danmark er ikke en ret som blev givet til os. Det er en ret der blev vundet af mænd og kvinder der kom før os!

Og det er ret vi skal værne om – vi må ikke være naive, vi må ikke være blinde.

For hvad der sker i USA i dag, kan ske her i morgen, hvis vi ikke er på vagt.

Næste år er 50 året for den frie abort i Danmark – samme år som Roe Vs. Wade kunne have fejret.

Lad os gøre næste års fejring til en årlig begivenhed, hvor vi genbekræfter for hinanden og for verden.

At vores kroppe ikke kan administreres politisk, at vi og KUN vi - kan bestemme om og hvor mange børn vi skal have.

At retten til kropslig selvbestemmelse er en fundamental, ukrænkelig ret for alle mennesker.

I dag siger vi til alle dem som vil politisere og administrere vores kroppe: BANS OFF OUR BODIES!

 

Tak til Everyday Sexism Project Danmark og Women's March Copenhagen for at få stablet denne vigtige demonstration på benene med kort varsel - vi ses desværre nok snart igen!"

Kontakt

Pernille Buch er presseansvarlig i Sex & Samfund

Pernille Buch

Presseansvarlig
29714222