Lone Hertz fik tre ulovlige aborter: Man skal forstå, hvor ynkeligt kvinder blev behandlet

Mit navn er Lone Hertz. Jeg er 84 år og skuespiller.  Jeg var ung i 50'erne, 60'erne og 70'erne.

I mit liv har jeg lykkeligvis fået fire ønskebørn, men desværre også tre illegale aborter før 1973 - året, hvor vi endelig fik fri abort.

På denne dag, den 1. oktober, fejrer vi 50-året, hvor loven om fri abort trådte i kraft i Danmark, og vi kvinder dermed tog det første afgørende skridt mod ligestilling og en mulig selvstændig karriere: Vi blev herre over egen krop!

Jeg har aldrig tidligere fortalt min historie, som jo bygger på afmagt, ulovlighed og skam, men jeg føler, det er nødvendigt nu at videregive mine erfaringer til de yngre generationer.

Det er nødvendigt, at alle kender de krænkelser, ydmygelser og den angst, som vi kvinder måtte bære.

Jeg aflægger altså dette vidnesbyrd af én eneste grund: de tider må aldrig komme igen.

Det må ikke gå os, som det går i mange andre lande i verden i dag: kvinder fratages deres ret til selv at tage ansvar for deres valg, deres fremtid, deres liv, deres fødsler og deres børn.

I min ungdomstid var alt, hvad man forbandt med erotik og sex, for mange kvinders vedkommende, identisk med angst – angst for at blive uønsket gravide.

Man turde ikke give sig hen. Turde aldrig nyde. Tænkte altid på, at ens partner skulle - måtte - passe på og holde igen.

Der fandtes pessarer, som var umulige at sætte op, og de unge mænd gik sjældent med kondomer i lommen. P-piller var man også angst for på den tid, fordi pillerne kunne give blodpropper. Hver eneste 28. dag så man hen imod med rædsel.

Min første abort

Jeg var kun 16 år, da jeg blev gravid med min næsten lige så unge kæreste. Seksualundervisning i skolen blev først indført i 1970, så vi vidste ikke meget. Han havde en betydelig ældre ven fra nattelivet, som hjalp os.

Kort og køligt fortalt, så foregik det hele sådan:

Jeg lå i vennens stue på gulvet på aviser. Jeg fik pumpet sæbevand op i livmoderen, og totalt spændt ud kørte min kæreste mig rundt i mange timer på sin scooter for at sætte fødslen i gang.

Om natten bad jeg til Gud, græd og bed i min dyne af smerter, men også af angst for at mine forældre skulle høre det.

Jeg gik i gymnasiet, så næste morgen slæbte jeg mig hen på min fine pigeskole. Og miraklet skete: min menstruation kom.   

Min anden abort

Anden gang jeg fik en abort, var jeg 19 år.

Jeg var blevet gravid med en betydelig ældre mand, som jeg beundrede næsegrus, men han var gift. Og det ville han blive ved med at være. Selv var jeg endnu ikke færdiguddannet som skuespiller.

Denne berømte mand havde, gud være lovet, et omfangsrigt netværk. Han fik en aftale med en overlæge på et hospital.

Jeg blev indlagt med diagnosen ”uregelmæssige blødninger” og fik en udskrabning. Næste dag blev jeg udskrevet.

Så smertefrit går det, når man tilhører det bedre borgerskab. 

Retfærdighed? Nej, det skal man ikke spørge efter!

Min tredje abort

Det blev en skammelig oplevelse, som jeg har forsøgt at fortrænge indtil nu.

Jeg var blevet 23 år og var meget forelsket. Manden, jeg var forelsket i - en kollega -, var nyskilt uden intention om at blive far.

Selv ville jeg nok helst have gennemført det svangerskab, men ikke alene. Jeg havde netop fået et kunstnerisk gennembrud, så jeg erkendte min situation.

Jeg fik en adresse på en gynækolog fra en anden ung kvinde, tog ud til gynækologen og blev mødt af en mand i 50-60’erne. Han tog imod i døren iført hvid, åbentstående kittel og bart bryst.

Jeg gav ham hånden. I det samme begyndte han at tage på mig med den anden hånd.

Rædselsslagen stormede jeg væk.  Men jeg måtte ynkeligt gå tilbage og sige undskyld. Aborten måtte gennemføres.

Jeg blev lagt i bedøvelse, fik en udskrabning og tog hjem - hjem til mine forældre. 

Om natten fik jeg høj feber. Jeg havde lovet gynækologen ikke at tage på hospitalet. Min mor ringede så til ham selv. Han kom og tilså mig. Alt var ok. Næste dag var jeg nærmest feberfri. Jeg købte noget dyrt fransk porcelæn, som jeg sendte til ham som tak for hjælpen.

Kort tid efter talte jeg med en kollega, som også havde været hos denne gynækolog. Hun

fortalte, at hun var vågnet op under bedøvelsen.

Gynækologen havde stået med sin penis oppe i hende.  

Jeg er uendeligt taknemmelig for, at jeg var så heldig, at jeg sov igennem det hele.

Ingen rettigheder

Jeg håber, at mine historie viser, hvor ynkeligt kvinder blev behandlet.

Og hvor angstfuldt livet var indtil 1973.  

Men også hvilket stempel der blev sat på en kvinde. Både, hvis man gennemførte graviditeten og fik sit ”uægte” barn, som det blev kaldt, og også, hvis det blev opdaget, at man havde fået foretaget en abort.

Reaktionerne var under begge omstændigheder ekstremt nedladende og krænkende. Man var udstødt. Paria.

Man havde kun en eneste rettighed: man kunne søge om tilladelse til en abort hos Mødrehjælpen. Men det var næsten ønsketænkning at opnå det. Og hvis man mod alle odds gjorde det, så var behandlingen så ukærlig, at man næsten foretrak at gå til en kvaksalver med risiko for at blive steril eller det, der var værre.

Kæmp for den!

Som sagt, kære venner, er det i dag 50 år siden loven om fri abort i Danmark trådte i kraft.

Med denne frie abortmulighed blev vi kvinder selvstændiggjorte og var ikke mere afhængige af en mand eller af et ægteskab. Vi kunne fra da af selv tage ansvar for vores krop, af alle vores valg og af vores hele fremtid.

Vi frie kvinder har ikke længere brug for ”et samråd” af ukendte mennesker, som bestemmer over vores liv.

Vi lader os selvfølgelig gerne råde af frivillighedens vej, hvis vi mener, at vi har brug for det, men ingen skal mere påføre os formynderskab. Husk det, venner!

I dag behøver vi ikke mere at sætte livet på spil, fordi vi må igennem farefulde aborter.

Som den antikvitet, jeg nu er blevet, vover jeg at råde: venner, glem aldrig denne mærkedag! Kæmp for den!

En indskrænkning af den frie abort, som det sker i dag så mange andre steder i verden, vil ikke føre til færre aborter, men kun til farligere aborter.  

Derfor er der grund til at mindes og at fejre denne frihedens dag.

Tak, fordi du har læst lidt af min historie - ikke mindst I unge generationer.  

Kærlig hilsen

Lone Hertz