Abortsamrådene har ukonkrete retningslinjer for abort efter 12. graviditetsuge
En dansk kvinde opdager, at hun er gravid.
Kvinden her har i forvejen et barn på seks år. Hun har et sparsomt netværk, en dårlig økonomi, ingen kæreste, har længerevarende depressive symptomer og har tidligere forsøgt selvmord. Og hun vil ikke have barnet.
Desuden har hun passeret muligheden for fri abort, da hun er længere henne end uge 12, hvor grænsen for fri abort går i Danmark.
Derfor skal hun søge om en abort gennem et regionalt abortsamråd.
Så hun søger.
Og får afslag.
For ifølge abortsamrådet fandt de ikke ”tilstrækkeligt tungtvejende sociale grunde” til, at de kunne give tilladelse til abort.
Det er Annika Frida Petersen, der fortæller om kvinden, som fik afslag.
Annika Frida Petersen er forsker ved Institut for Menneskerettigheder, og har forsket i afgørelsespraksis ved de fem regionale abortsamråd i Danmark.
Et abortsamråd består af tre fagpersoner, som typisk vil være en gynækolog, en psykiater og en jurist. Medlemmerne af abortsamrådet møder aldrig kvinden, men får tilsendt oplysningerne om den kvinde, som har søgt om en abort.
Annika Frida Petersen har undersøgt 633 afgørelser fra samrådene. Kvinden, som fik afslag, er anonym, da hun er én af de 633 afgørelser.
Derfor er det Annika Frida Petersen, som fortæller om afgørelsen.
Kriterier for en abort
Når abortsamrådene skal beslutte, om en kvinde skal have en tilladelse eller et afslag til abort, vurderer de ud fra forskellige indikationer blandt andet fostermedicinsk- og social indikation.
Hvis en kvinde søger på baggrund af en fostermedicinsk indikation, handler det om, at fosteret har et handicap eller er i risiko for at udvikle et handicap. Social indikation handler derimod om kvindernes livssituation, hvilket blandt andet indebærer økonomi, bolig og helbred.
Det er ud fra disse kriterier, at abortsamrådene beslutter, om kvinder må få en abort på fostermedicinsk eller social indikation.
Abortsamrådets medlemmer skal ud fra kriterierne ved social indikation vurdere, om kvindens livssituation er ’dårlig nok’ til, at hun kan få tilladelse til en abort.
Men der er ikke nogen konkrete retningslinjer for, hvor dårlig økonomien, kvindens psyke eller boligen skal være, før hun kan få en abort.
Og det er måske derfor, at den anonyme kvinde kan få et afslag på trods af, at hendes situation virker til at være udsat på flere parametre.
Ret til at bestemme over eget liv?
Udover kriterierne er der stor forskel på, hvordan kvindernes egne perspektiver bliver inddraget, alt efter om kvinden har søgt på baggrund af fostermedicinsk- eller social indikation.
Medicinske undersøgelser fremstår ofte som mere objektive, og kan derfor vægte tungere end sociale forhold, når abortsamrådene voterer. Men også kvindernes udtalelser, i forhold til om de kan overskue rollen som mor, vægter forskelligt ved de to indikationer:
”På fostermedicinsk indikation bliver det tillagt vægt, hvis man ikke kan overskue at få et handicappet barn. Men på social indikation tillægges det ikke samme vægt, at man ikke kan overskue at få et barn overhovedet”, fortæller Annika Frida Petersen.
Kvinder, med et potentielt handicappet foster, har i højere grad indflydelse på, om de skal gennemføre graviditeten. Hvis kvinden søger på social indikation, fordi hun vurderer, at hun ikke har ressourcerne til at få barnet, bliver hendes vurdering ikke tillagt samme vægt hos abortsamrådet.
”I sundhedssystemet har man det princip, at patienten er ekspert i eget liv. Så patienten vurderer selv, om de kan overskue eller ønsker eksempelvis en kræftbehandling. Men på abortområdet er patienten ikke længere ekspert i eget liv. I hvert fald ikke på social indikation”, siger Annika Frida Petersen.
Abortområdet er altså et af de steder i det danske sundhedsvæsen, hvor patienten ikke selv får lov til at bestemme, hvad der er det rette for deres liv og krop.
Ligesom det var tilfældet for den anonyme kvinde, hvor abortsamrådene ikke fandt tilstrækkeligt tungtvejende sociale grunde til at give kvinden tilladelse til en abort.
