I dag er det International Safe Abortion Day – Sex & Samfund gør status

Retten til abort
Retten til fri abort er stadig en global kampplads. Nogle steder i verden er udviklingen heldigvis positiv, mens den i andre dele af verden er på tilbagetog. I anledning af International Safe Abortion Day gør vi status globalt.
Sex & Samfund kæmper for den globale ret til abort

I Europa har vi de seneste år set en negativ udvikling, f.eks. i lande som Polen og senest i Ungarn. I oktober 2020 vedtog Polen et næsten totalforbud mod abort, som betyder, at kvinder kun i ekstremt sjældne tilfælde har adgang til abort. Fra den 15. september 2022 tvinges gravide i Ungarn, der ønsker at få foretaget abort, nu til at lytte til livstegn fra fosteret. Den 25. september gik valgsejren i det italienske parlamentsvalg til Italiens Brødre, som blandt andet er gået til valg på en anti-abort dagsorden.

Fra juni 2022 blev den føderale ret til abort i USA afskaffet. 13 stater har nu totalforbud, hvilket betyder, at 77 millioner mennesker i USA ikke har adgang til abort og dermed har mindre ret til kropslig selvbestemmelse, end deres mødre og bedstemødre havde før dem. Over halvdelen af staterne forventes løbende at vedtage stramninger på abortområdet.

Udviklingen på verdensplan bekymrer generalsekretær i Sex & Samfund Majbrit Berlau:

- Konsekvenserne af manglende ret til egen krop er voldsomme, og risikoen, for at kvinder mister livet eller får alvorlige skader ved usikker abort, er stor. På verdens plan ser vi 121 millioner uønskede graviditeter blandt andet hos helt unge kvinder. Flere resulterer i abort – nogle foretages legalt, andre illegalt.

Heldigvis har vi også store sejre at fejre for retten til fri abort mange steder i verden. Ifølge Center for Reproductive Rights har næsten 60 lande liberaliseret deres abortlovgivning de seneste årtier. I januar 2021 blev retten til fri abort endelig vundet i Argentina, og senere på året i september 2021 blev abort i Mexico afkriminaliseret, hvilket betyder, at kvinder ikke længere kan straffes for at få foretaget abort. I starten af september 2022 blev abort legaliseret i San Marino.

Majbrit Berlau understreger dog, at det fortsat er helt afgørende, at vi slutter ring om retten til fri abort:

- Kvinder kan først være frie, når de kan bestemme over egen krop. Vi skal bakke op om politikere, der kæmper for kvinders ret til fri abort. Vi vil gøre alt for at støtte danske politikere i den kamp og samarbejde med vores søsterorganisationer globalt. 

Alle har ret til sikker abort. Vi glæder os over de positive nyheder på abortområdet og holder skarpt øje med de steder i verden, hvor det går i den modsatte retning.

Kampen for fri abort fortsætter globalt.