Det kan også være voldtægt, når I er kærester

Samtykke
Mange lever med forestillingen om, at voldtægt kun sker en mørk aften på gaden, hvor en kvinde pludseligt bliver overfaldet af en fremmed mand. Men det er ikke sandt. Offer og gerningsperson kender ofte hinanden inden et seksuelt overgreb finder sted.
Ung mand med ansigtet i hænderne

Voldtægt er forbundet med mange myter om hvornår, hvordan og blandt hvem det foregår. Men seksuelle overgreb finder ikke kun sted på en skummel sti eller bag et gammelt cykelskur i en dunkel belysning, og voldtægt bliver ikke kun begået af fremmede mænd. Faktisk kender offer og gerningsperson ofte hinanden inden et seksuelt overgreb finder sted, for eksempel som kærester eller som venner. Blandt unge er voldtægt også noget der i langt de fleste tilfælde foregår i et privat hjem, eksempelvis hjemme hos offeret eller gerningspersonen.

Et seksuelt overgreb kan også være forbundet med idéen om, at offeret skal have gjort modstand eller sagt fra i situationen. Blandt unge der har været udsat for seksuelle overgreb har 39 % oplevet at blive så bange, at de ikke gjorde modstand.

Der kan findes meget snævre normer for, hvordan man som offer skal sige fra og afvise på den ”rigtige” måde, før det opfattes som et seksuelt overgreb og som en kriminel handling. Det er vigtigt at gøre op med de normer og myter, så vi ikke risikerer victim blaming, og at sætte offeret i den situation, at man vender skylden indad. For den skam og skyld skal vi bekæmpe.

Vi skal udfordre forestillingen om, at seksuelle overgreb skal foregå under nogle bestemte præmisser, for at det kan kaldes voldtægt, for det er ikke sandt. Det kan også være voldtægt, hvis I var kærester, hvis det var derhjemme, hvis der ikke er blevet udøvet fysisk vold og tvang, eller hvis der ikke blev sagt fra.

 

”Jeg kan mærke, at det ikke føles rart” 

Louise er blevet udsat for et seksuelt overgreb derhjemme af en hun datede. Hun havde været sammen med ham igennem et års tid, havde inviteret ham ind i sit hjem og havde tidligere nydt at have sex med ham. Men en dag skete der noget - stemningen var skiftet. - Han har ikke sex med mig, han har sex i mig, fortæller Louise. 

Da Louise oplevede at blive voldtaget identificerede hun det ikke i første omgang som voldtægt. Det var jo en mand hun kendte, holdte af og havde nydt at være sammen med. Hun sagde ikke fra, men prøvede at overleve.

Louises fortælling er et godt eksempel på, at voldtægt kan foregå under nogle helt andre omstændigheder end de gængse forestillinger og myter, der er knyttet til seksuelle overgreb. Hun oplevede også, at hun ikke identificerede det som voldtægt i situationen, netop fordi hun ikke havde tænkt, at det var noget der kunne ske med én, man i udgangspunktet holder af og kender godt.

 

Læs flere fortællinger om at være blevet udsat for voldtægt her.

 

Dårligt selvværd og følelsen af skam

Det har både fysiske og psykiske konsekvenser, når man oplever seksuelle overgreb, og det kan ramme ens seksuelle trivsel og sundhed hårdt. Særligt mange unge kan føle skam og være flove. Det gælder næsten for hver anden ung, der har været udsat for et seksuelt overgreb, at man går rundt med de følelser.

En del oplever også, at det rammer selvværdet, at det påvirker ens forhold til sex, og at man får svært ved at stole på andre. Flere føler sig endda beskidte. Især som ung kan man vende oplevelsen indad, som kan være rigtig hårdt at bære på, og derfor er det vigtigt at søge hjælp.  

 

Har du brug for nogle at snakke med?

Unge under 25 år udgør 58 % af det skønnede antal ofre for seksuelle overgreb. Unge under 25 år er derfor mere udsat for seksuelle overgreb og forsøg på seksuelle overgreb sammenlignet med andre grupper.

Har du brug for at tale med nogle, er der flere steder du kan kontakte, som fremgår af listen nedenfor.

 

Rådgivning og vejledning om seksuelle overgreb

Center for voldtægtsofre: www.voldtaegt.dk

Offerrådgivningen: www.offerraadgivning.dk

Sexlinien for Unge: www.sexlinien.dk

LGBT Danmark, Landsforeningen for Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle og Transpersoner: www.lgbt.dk

Forebyg seksuelle overgreb mod mennesker med handicap: www.forebygovergreb.dk

 

Anmeld voldtægt eller find mere viden om seksuelle overgreb

Anmeld voldtægt og find mere information på politiets side om voldtægt: www.anmeldvoldtaegt.dk

Fakta om voldtægt, Det Kriminalpræventive Råd, DKR.: www.dkr.dk/vold-og-voldtaegt/fakta-om-voldtaegt/

Seksuelle overgreb, Socialstyrelsen: www.socialstyrelsen.dk/born/overgreb

Emne