Når Titanic er porno

Nyhed
Af

Anne Niluka Iversen

Selvom man er åben og god til at tale med sine børn om sex, kan det godt være en smule overrumplende, når snakken falder på porno. Det oplevede Laura Kirch Kirkegaard, der er mor til en pige på ti år og en dreng på syv.

Laura har en fortid som international chef i Aidsfondet, og har derfor stor erfaring med at undervise og tale om sex og seksualitet. Det har smittet af derhjemme, og hun og hendes mand, går meget op i at være sexpositive og at kunne tale med deres børn om sex og seksualitet på en rolig og faktuel måde. Derfor har familien også været omkring samtaleemner som prostitution, kropsidealer mv.

Det er ikke sådan, at jeg går og prakker dem ting på og holder spørgetime hver uge.  Men de ved, at de altid kan spørge, og vi forsøger at gribe muligheden for at snakke grundigt om tingene, på en måde der er alderssvarende. Sidste år var de f.eks. meget interesserede i, hvad kondomer var, og så tog vi en snak om det. Jeg viste dem også, hvordan man putter et kondom på en banan”, fortæller Laura

Selvom Laura altså er meget ”hands on”, når det drejer sig om de lidt mere tabubelagte emner, så havde hverken hun eller hendes mand, tænkt at pornografi var et emne, der var værd at tage op endnu. Men da der kort efter hinanden var episoder, hvor porno blev bragt på banen, viste det sig, at være en god åbning for en snak.

Laura havde bemærket at ordet porno var begyndt at snige sig ind i børnenes ordforråd, men hun havde vurderet, at det var på linje med andre af de lidt mere farverige udtryk, som børn slæber med hjem fra skolen.

Men en aften da alle fire sad foran fjernsynet for at se film, skete der noget, der gav anledning til at tale om, hvad porno egentlig er.

På aftenens filmmenu stod nemlig ”Titanic”, og familien kom til en scene, hvor hovedpersonerne har sex i en bil og i det samme råber familiens yngste medlem højt: ”Aaaad! Det er porno!” Scenen er i og for sig ganske uskyldig, idet man kun ser en bil med duggede ruder og en hånd, der klaskes op på en af disse. Men Lauras søn var overbevist om, at det altså måtte være porno.

”Jeg kunne lige se for mig, at han ville sige ”vi så porno i går” ovre i skolen. Og så måtte jeg jo sige at, nej det er ikke porno. Det er skuespillere, der lader som om, de har sex. Porno er noget andet”, fortæller Laura.

Laura forklarede børnene, at i pornofilm har mennesker rigtig sex med hinanden, mens man i almindelige film bare lader som om.

”Det var de noget chokerede over. Det kunne de slet ikke forstå, at det var nogen menneskers job eller at man kunne have lyst til det. Men de er også både meget unge og i en alder, hvor alt der omhandler sex er klamt”, siger Laura.

Porno er fiktion

Kort efter Titanicsnakken opstod der endnu en situation,  der gjorde, at porno igen blev et samtaleemne rundt om spisebordet.

Laura og hendes mand har børnesikret børnenes tablets og telefon, så de ikke risikerer, at der popper ting op, som de ikke synes, børnene skal se.

Men i sønnens 1. klasse arbejder de ofte på Ipads, og en dag var nogen af eleverne, stødt på nogle pornografiske sider på nettet. Det udløste en snak i klassen, som fortsatte derhjemme.

”I klassen havde de talt om, at porno ikke er noget, børn skal se. Og jeg har egentlig heller ikke indtryk af, at det er noget, de er interesserede i at se overhovedet. Men vi havde en god og åben snak omkring sex, og at det er noget, mange mennesker godt kan lide og er interesserede i. Og at det altså også er noget, man kan arbejde med

Udover at forklare hvad porno er, var det også vigtigt for Laura at forklare, at det der sker i porno er kunstigt, og at det ikke er sådan sex foregår i virkeligheden.

”Det er jo på en måde bare en fortsættelse af de snakke vi ellers har haft, omkring hvad man ser på tv, instagram og så videre, og hvor lidt det faktisk har med virkeligheden at gøre”.

Selvom hendes børn fortsat er små og endnu ikke har et aktivt forbrug af pornografi, har Laura gjort sig nogle tanker om, hvordan hun vil takle emnet i fremtiden.

”Jeg tænker, at det er vigtigt, at blive ved med at tale om, at det er fiktion. Og at man ikke skal gå og tro, at man skal se ud som på de film eller kunne gøre, som skuespillerne i de film gør. Så tror jeg også, at vi skal tale om, at nogle mennesker, får et usundt forbrug af porno og at man skal passe på med det”, siger Laura.

Har dit barn set porno? Få gode råd hos os.
Viden
I dag har langt de fleste børn og unge adgang til porno på nettet, og mange møder pornografien tidligt. Klæd dine børn på til et samfund med nem adgang til porno.