Nervøse mænd kontakter Sexlinien med forvirring om samtykkelov

Samtykke
Efter regeringen og støttepartierne den 1. september indgik aftalen om en ny samtykkelov, fortæller rådgiverne på Sexlinien, at mange mænd har kontaktet dem med henvendelser om samtykke.
Ung mand med ansigtet i hænderne

Medarbejderne på Sexlinien fortæller, at aftalen om samtykkeloven og den efterfølgende debat tydeligt kunne mærkes på Sexlinien:

– Vi kunne virkelig godt mærke, da de breakede lovgivningen. Der ringede rigtig mange samme dag. Og vi har haft næsten daglige opkald om samtykke siden aftalen om lovændringen, hovedsageligt fra mænd.

Sexlinien fortæller, at de mænd, der ringer, er forvirrede over lovgivningen, og at forvirringen ofte bunder i misforståelser.

– Det lader til, at de har fået en opfattelse af, at det her betyder, at man skal passe rigtig meget på med at have sex, for ellers bliver man lige pludselig anklaget for voldtægt, siger hun og forklarer, at der udover misforståelser også er meget frygt: – Der er mænd, der ringer og er oprigtigt bange for, hvad de skal gøre nu.

Hvor kan jeg finde en samtykkeerklæring?

En ung mand henvendte sig til Sexlinien, fordi han ville høre, hvor han kunne finde den ”samtykkeerklæring”, som skal underskrives før sex.

– Det var helt oprigtigt, og han ville bare gerne helgardere sig selv i forhold til, hvordan han gebærder sig seksuelt i fremtiden, siger hun.

Den unge mand var bekymret, fordi han havde hørt om nogen, der var blevet falsk anklaget for voldtægt. Og det er ifølge medarbejderne på Sexlinien et klassisk skrækscenarie, som Sexliniens rådgiverne hører brugerne fortælle om.

– Rådgiveren fortalte ham, at der selvfølgelig ikke skal bruges nogen samtykkeerklæring, fordi der ikke er ændret noget i forhold til bevisførelse. Der er ikke omvendt bevisførelse – man er stadig uskyldig, til det modsatte er bevist, forklarer hun og tilføjer, at Sexlinien kan oplyse om lovgivning, men ikke giver juridisk rådgivning. Derudover kan Sexlinien ikke gå i detaljer om samtykkeloven, da der endnu ikke er en færdig lovtekst.  

Kan man så bare fortryde senere?

En anden misforståelse, der går igen på Sexlinien, er, at samtykkeloven kan bruges som et våben ved at sige ja i situationen og senere fortryde ved at sige, at man aldrig har givet samtykke. En mand henvendte sig til Sexlinien med netop den frygt:

– Han var simpelthen bange for, at hvis en kvinde skulle fortryde at have haft sex med ham, så ville han kunne dømmes for voldtægt uden at kunne forsvare sig selv, siger hun.

Når brugerne har den frygt, prøver Sexliniens rådgivere at berolige dem og huske dem på, hvad loven er lavet til: At skabe bedre beskyttelse mod seksuelle overgreb.

– Og så minder vi dem om, at det er en lov, der er lavet for alles skyld. Det er ikke en lov, der er lavet for kvinder; den er lavet til alle, siger Sexlinien.

Jeg har aktivt ignoreret et nej

I mange tilfælde oplever Sexliniens rådgivere, at de bekymrede brugere i løbet af rådgivningen falder lidt ned, når de har fået en større forståelse for, hvad samtykke går ud på. Og ifølge Sexlinien kan det ofte føre til refleksion over egne handlinger.

– Der var en bruger, der fortalte, at han tidligere i sit liv kunne blive ved med at forsøge at overtale kvinder til sex, indtil de til sidst gik med til det. Dengang opfattede han det ikke som voldtægt, men i dag ser han anderledes på det, fortæller Sexkliniens medarbejdere og tilføjer:

– Det bekræfter også, at hvis man ikke får tjekket ind med hinanden før og under sex, kan der være så mange misforståelser om, hvad der egentlig er rart, og om man overhovedet har lyst.

Kommunikation er nøglen

For at sikre sig at alle involverede har lyst, er det ifølge Silvia Miglioranza afgørende at lære om, hvordan man kommunikerer i en flirt og under sex, og om hvordan man sikrer sig, at man ikke overskrider andres grænser og udtrykker sine egne.

– Når der ikke er en dialog omkring det, prøver man sig jo bare lidt frem, siger hun og forklarer, at det er det, loven er lavet til: at sikre, at dem, der har sex med hinanden, har lyst. Og så er det ifølge Sexlinien kun positivt, at vi bliver bedre til at tale om sex.

– Det er jo noget, der giver bedre sex, at man kommunikerer om, hvad man har lyst til og ikke har lyst til, forklarer hun og siger afsluttende:

– Så frem for at det bliver et frygtscenarie, så bliver det mere en positiv ting, at vi nu har en dialog om, hvad vi godt kunne tænke os, sex skal være, og hvordan sex skal foregå.

Emne