Polen udnytter Corona-krisen til at indføre totalforbud mod abort

Abortrettigheder
I 2018 gik Polens kvinder på gaden for at protestere mod det truende totalforbud af abort i landet. Den folkelige protest virkede, og forslaget blev lagt på hylden.
Kvindes øjne

Men nu midt i Corona-krisen presser den polske regering på for at få forslaget vedtaget. Nu skal forslaget nemlig behandles igen i det polske parlament drevet frem af konservative og religiøse kræfter.

Og denne gang kan polske kvinder ikke gå på gaden og give deres mening til kende. Forsamlingsforbuddet under Coronakrisen holder desværre de polske kvinder hjemme.

I forvejen er det næsten umuligt for en kvinde i Polen at få foretaget en abort. De fleste kvinder rejser ud af landet for at få foretaget en abort – hvilket Coronakrisen gør umuligt pga. de lukkede grænser.

Polen har en af Europas strengeste abortlovgivninger overhovedet.

Det er kun muligt at få en abort hvis:

  • Du har været udsat for voldtægt eller incest
  • Dit liv er i fare
  • Fostret har alvorlige skader

98% af de aborter, der udføres i landet, er som følge af at barnet vil blive født med stærke anormaliteter.

Derfor vil den nye lov betyde et næsten totalforbud mod abort. Og det vil betyde, at kvinder tvinges til at gennemføre graviditeter mod deres vilje.

Loven kan også give læger mundkurv på, så de ikke oplyser de gravide kvinder om fostrets sundhedsmæssige tilstand. Hvis loven gennemføres vil de bringe polske kvinders liv alvorligt i fare.

Forbud mod aborter fører ikke til færre aborter, men til farligere aborter!

Det gør Sex & Samfund

  • Vi lægger pres på det polske parlament for at få dem til at droppe deres abortstramninger
  • Vi opfordrer danske politkere til at reagere mod stramningerne af den polske abortlovgivning
  • Vi støtter op om vores polske kolleger i organisationen Federa, der kæmper for kvinders ret til at bestemme over deres egen krop
  • Vi samarbejder med vores internationale føderation IPPF og europæiske netværk om at kæmpe mod konservative og religiøse kræfter, der modarbejder kvinders rettigheder