”Den polske regering behandler kvinder som brikker i et spil”

Abortrettigheder
Vi har talt med den polske aktivist og kvinderettighedsforkæmper Urszula Grycuk. Hun arbejder i organisationen Federa, som i de seneste uger har kæmpet mod den polske regerings forsøg på at indskrænke kvinders ret til at bestemme over egen krop.
Kvinde protestere

 

Hvordan er det at bo i et land, hvor abort ikke er tilladt for de fleste kvinder?

Det er ydmygende. Polen er ikke et land for kvinder. Staten kontrollerer kvinders reproduktive valg, og dermed kontrollerer staten deres liv.

Med det nye lovforslag, der praktisk talt vil forbyde alle aborter, har de polske myndigheder vist os borgere, at de er villige til at gå endnu længere ned ad denne sti og give fostre langt flere rettigheder end kvinder.

Kvinder bliver frarøvet retten til at bestemme over deres egen krop – og det gælder ikke kun i forhold til adgangen til abort, der er også store forhindringer ift. reproduktive ydelser som jordemoder- og lægebesøg for kvinder, der faktisk ønsker at få børn.

 

Hvordan har lovforslaget i det polske parlament og debatten om totalforbuddet af abort påvirket de polske kvinder?

Forslaget, der vil forbyde aborter med begrundelsen at barnet vil blive født med svære abnormiteter, stammer fra 2017. Dengang blev det stillet sammen med et endnu mere uhyggeligt forslag, der ville sende kvinder i fængsel for at få foretaget en abort. Det sidstnævnte blev heldigvis afvist af parlamentet. Men begge lovforslag overtræder den polske forfatning og Polens forpligtelser over for det internationale samfund i forhold til at beskytte kvinders rettigheder.

Forslagene burde jo aldrig have været stillet i første omgang.

Så ja, selvfølgelig er kvinder i Polen meget påvirkede af disse gentagende forsøg på at begrænse deres ret til at bestemme over egen krop. Vi kvinder har været gode til at mobilisere en modstand og gå på gaden, men det er hårdt konstant at skulle være på vagt. Regeringspartiet bliver ved med at spille et spil med kvinder, det er ligesom at være med i en thriller.

Kvinder bliver behandlet som brikker i et spil og taget som gidsler i regeringens store plan, der har til formål at kontrollere befolkningens liv, og som starter med at tage kontrol over de mest intime sider af livet, som fx abort.

 

Hvad er dine tanker i forhold til resultatet af afstemningen i parlamentet? Er du positiv eller negativ ift. fremtiden?

Når jeg ser bort fra den feministiske mobilisering, vi har skabt, er jeg desværre ikke så positiv. På trods af restriktionerne som følge af Corona-situationen lykkedes det mange kvinder at vise deres modstand mod disse forfærdelige lovforslag. De kunne ikke demonstrere i gaderne, så de demonstrerede i biler, på balkoner, i de lange køer til supermarkederne og på sociale medier. Mange fik bøder for deres protestaktiviteter.

Det er selvfølgelig godt, at lovforslaget der vil forbyde abort, ikke blev stemt igennem, men blev sendt tilbage i udvalgsarbejde af parlamentet. Men det er vigtigt at kigge på stemmefordelingen i parlamentet: Ud af de 451 polske parlamentsmedlemmer, der afgav en stemme, stemte 254 imod at afvise lovforslaget helt. Altså vi taler om et lovforslag, som fratager kvinder fundamental selvbestemmelse og ret til at bestemme over egen krop. Hvis vi dertil lægger den uhyggelige polarisering i debatten og den hadske retorik brugt over for kvinder, der har forsøgt at protestere, er der virkelig ikke noget at glæde sig over.

Lovforslaget bliver måske fastfrosset til slutningen af dette parlaments periode, der løber de næste 3,5 år, eller det kan blive samlet op igen på det mest uventede tidspunkt. Ingen ved det. Og det er det spil, regeringen spiller med kvinders liv som indsats, når regeringen tænker, at de kan drage politiske fordele af det.

Personligt frygter jeg allermest for, hvad der sker, hvis der opstår et politisk opportunt tidspunkt, fx hvis Polens regeringsparti PiS’ kandidat til præsidentposten, Andrzej Duda, vinder, så kan partiet virkelig mobilisere til kampen mod kvinder i Polen.

 

Mener du, at regeringen har udnyttet Corona-krisen, da de genintroducerede de to lovforslag om abort og seksualundervisning i parlamentet?

Selvfølgelig har de udnyttet Corona-krisen. Da hele landet på livet løs debatterede to af de mest kontroversielle lovforslag, man kan stille, stjal det opmærksomhed fra regeringens manglende evne til at løse problematikkerne relateret til Covid-19.

I stedet for at have en kollektiv debat i vores land om den meget frustrerende globale pandemi og sundhedskrise, kanaliserede regeringen sin energi ud i at foreslå middelalderlige lovforslag til skade for landets kvinder.

 

Hvad betyder støtten og solidariteten fra det europæiske og internationale miljø for polske kvinder?

Det betyder meget. Flertallet i vores parlament går imod den polske forfatning og bryder internationale konventioner, og her i år kommer flertallet til at overtage to af vores tilbageværende selvstændige institutioner, nemlig Ombudsmanden og Højesteretten. Den her konstante tilstand af juridisk kaos påvirker jo alle dele af vores liv – og det underminerer befolkningens tillid til offentlige institutioner. Det er desværre blevet den nye hverdag i Polen.

Derfor er det internationale pres på den polske regering afgørende for os i Polen, som stadig tror på demokrati, loven og menneskerettigheder. Faktisk har vi, som jeg ser det, kun to instrumenter tilbage: den offentlige mobilisering og borgernes protester samt det internationale pres, som I er med til at lægge med jeres kampagner.

 

Hvilken hjælp har I brug for fra det europæiske og internationale miljø nu og i fremtiden? Hvad kan vi gøre for at støtte jer?

Det er vigtigt, at internationale og europæiske kræfter fortsat lægger pres på Polen. Selvom det måske ser ud til, at den polske regering ikke tager kritikken seriøst, så vil de i sidste ende blive påvirket og træde, hvis ikke flere, så i hvert fald bare ét skridt tilbage.

Alle former for solidaritet med vores sag, som fx når I laver kampagner og sender underskrifter, betyder meget for os. Det giver os empowerment og en følelse af, at vi ikke er alene – og vigtigst af alt giver det os mod til at fortsætte kampen!

Vi har også brug for hjælp til alle de argumenter, vi kan finde, for hvorfor menneskerettighederne er på vores side. Ikke deres.

Og sidst men ikke mindst, er det vigtigt at det internationale miljø fortsat giver stemme til polske aktivister og organisationer, så vi kan få forklaret til hele verden, hvor forfærdeligt det står til med kvinders rettigheder i Polen.

LÆS MERE OM DEN POLSKE ABORTKAMP HER

LÆS MERE OM SEX & SAMFUNDS KAMP FOR ABORTRETTIGHEDER HER

STØT KAMPEN FOR ABORTRETTIGHEDER NU