Voldelige sammenstød i Polen efter dom over abort

Abortrettigheder
22. oktober blev abort stort set ulovligt i Polen. Tusindvis af demonstranter gik i gaderne, hvor de blev mødt af kampklædt politi og tåregas.
Politiet i demonstration

Aftenen d. 22. oktober mødte tusindvis af demonstranter op i Warszawa for at vise deres utilfredshed med dommen om abort - og med det system, der har fældet dommen.

De slog ring om vicestatsminister Jarosloaw Kaczynskis’ hus, som blev beskyttet af hundredvis af kampklædte betjente. Det endte med fysiske sammenstød og tåregas. Ifølge pålidelige kilder vil den polske regering nu lukke store dele landet ned ’på grund af Corona’. Se kort video fra demonstrationerne her.

To procent fra totalt abortforbud

I Polen kan man få foretaget en abort i tilfælde af voldtægt, incest, eller hvis graviditeten var til fare for moderen, eller hvis fostret er alvorligt sygt. Det gør Polens abortlovgivning til en af de strammeste i Europa, men i går besluttede forfatningsdomstolen at gøre abort stort set ulovligt.

Generalsekretær Bjarne B. Christensen i Sex & Samfund mener, at både Danmark og EU skal reagere på det, der lige nu sker i Polen:

- Vi opfordrer kraftigt Danmark og EU til at reagere skarpt og fordømme denne lovgivning, der går direkte mod basale menneskerettigheder, der beskytter kvinders liv, helbred og ret til at bestemme over egen krop.

Polens forfatningsdomstol erklærede det for forfatningsstridigt at få en abort, når fostret er alvorligt sygt. 98 procent af lovlige aborter i Polen bliver foretaget, fordi fostret er alvorligt sygt, og i 2019 blev der foretaget cirka 1.100 aborter. Dermed er det nu omkring to procent eller 22 aborter om året, der skiller Polen fra et totalforbud. 

Samtidig estimerer kvindesamfundsorganisationer, at der bliver foretaget omkring 100.000 aborter om året på polske kvinder – med piller bestilt på internettet, på illegale private klinikker eller ved at rejse til udlandet.  

Tvivlsom forfatningsdomstol  

Offentligheden bakker ikke op om stramningen af abortloven. Igennem flere år har meningsmålinger vist, at klart størstedelen af polakkerne er imod en strammere lov. 

Stramningen har alligevel kunne lade sig gøre, fordi regeringspartiet – Lov og Retfærdighed eller PiS – har placeret politisk udpegede dommere i forfatningsdomstolen, som er ansvarlig for at opretholde loven. Forfatningsdomstolen burde være uafhængig og fungere som en kontrol af den udøvende magt, men Europa-Kommisionenen har udtrykt ”bekymring over forfatningsdomstolens uafhængighed og legitimitet” i en rapport fra september 2020.

- At smide emnet abort ind og holde en pseudo-rettergang om det midt i, at en global pandemi raser, er mere end kynisk. Det her er politiske skurkes værk, sagde tidligere polsk statsminister og indtil for nylig formand for Det Europæiske Råd Donald Tusk.