![Tre skoleelever løser opgave ved et bord](/files/styles/common_02/public/media/image/UngdomsskoleT%C3%A5rnby_full-0664.jpg?itok=Ds6YDY1G)
Køn
Forløbet handler om køn og seksualitet og de normer og rettigheder, der knytter sig hertil.
Normer om og forventninger til køn og seksualitet har stor betydning for unges trivsel og fællesskab.
I dette forløb får eleverne kendskab til forskellige perspektiver på køn og seksualitet. Gennem forskellige typer øvelser tilegner eleverne sig viden om blandt andet retten til at definere sig selv, og hvordan normer og kultur skaber muligheder og udfordringer for at forstå sig selv og andre. Øvelserne afspejler de mangfoldige måder, unge kan opleve og udtrykke deres køn og seksualitet på.
Formålet med forløbet er, at eleverne får viden om sociale og kulturelle normer for køn og seksualitet. Forløbet giver også eleverne indsigt i, hvordan normer har forandret og fortsat forandrer sig over tid, og hvordan de selv kan spille en rolle i at påvirke normer, der inkluderer alle unge uanset køn og seksualitet.
Nogle normer om køn handler samtidig også om seksualitet. Mange unge har fx mødt en norm om, at drenge/mænd er meget seksuelt interesserede og en norm om, at piger/kvinder ikke bør have mange seksuelle relationer. Mange steder bliver andre seksuelle identiteter end heteroseksualitet udskammet eller tabuiseret. Sexisme handler ofte om både køn og seksualitet.
Forløbet lægger op til dialog eleverne imellem og fælles i klassen. Som underviser kan du bruge forskellige typer af spørgsmål til at skabe dialog og få eleverne til at uddybe deres svar og reflektere over dem. Du kan fx spørge ”hvis... betyder det så, at...?” eller ”kan du uddybe, hvad du mener med at...?”
Øvelserne har angivet læringsmål og varighed. Disse angivelser er vejledende, og det er op til dig som underviser at vurdere, hvorvidt øvelsen passer til den konkrete klasse/hold, eller der er behov for tilpasninger. Øvelserne i forløbet kan sammensættes til et længere læringsforløb, eller der kan udvælges en eller flere øvelser, der anvendes som selvstændige øvelser eller i kombination med øvelser fra de øvrige forløb.