Færre danske teenagegraviditeter og -aborter: ”Fri abort og seksualoplysning går hånd i hånd”

Rettigheder
Antallet af teenagemødre og -aborter blandt danske teenagepiger er det laveste siden 1974. Det skyldes den fri abort og den omfattende seksualundervisning og -oplysning, mener Sex & Samfunds generalsekretær Bjarne B. Christensen.
Lærer underviser tre elever i seksualundervisning

Der har aldrig været færre danske teenagemødre eller aborter blandt danske teenagepiger. Det skriver Kristeligt Dagblad.

I 2016 fik ni ud af 1000 kvinder mellem 15-19 år en abort, ifølge de seneste tal fra årsrapporten for Tidlig graviditet og abort-kvalitetsdatabasen. Det er det laveste tal for teenageaborter siden 1974. Sundhedsdatastyrelsens nyeste tal om børn født af unge mødre viser, at knapt fire per 1000 levendefødte børn i 2015 blev født af en kvinde under 20 år. Også dette tal er det laveste siden 1974.

Generalsekretær i Sex & Samfund Bjarne B. Christensen mener, at faldet i antallet af teenagemødre og -aborter kan forklares med den fri abort og med den omfattende seksualundervisning og -oplysning, piger og drenge modtager fra en tidlig alder. I lande, hvor man ikke har en grundig seksualundervisning i skolen, er der langt flere teenagegraviditeter:

- Det er jo bemærkelsesværdigt, at nogle af de lande, der har de laveste abortkvotienter, har både fri abort og det bedste oplysningsarbejde. Hvis man virkelig ønsker at begrænse abort, så kræver det et fordomsfrit miljø, hvor man kan henvende sig til sundhedspersonale og andre og få råd. Det oplysningsarbejde er meget ofte under pres fra dem, der vil have forbudt abort. Abortmodstand er en del af et ideologisk syn på hele seksualiteten, siger Bjarne B. Christensen til Kristeligt Dagblad.

Retten til sikre og lovlige aborter

Sex & Samfund kæmper for kvinders ret til at selv at kunne vælge, om de ønsker et barn og for kvinders ret til sikre og lovlige aborter:

- I første omgang betyder det, at vi arbejder på at reducere antallet af uønskede graviditeter ved at give mænd og kvinder seksualoplysning og adgang til gode, sikre præventionsmidler, som de har råd til at bruge. Men vi kæmper også for adgang til sikre og legale aborter, som en sidste mulighed for at undgå en uønsket graviditet, siger generalsekretær i Sex & Samfund Bjarne B. Christensen.

I Danmark har denne dobbeltstrategi med adgang til oplysning og præventionsmidler, men også adgang til legale og sikre aborter betydet, at vi har en af de laveste abortrater i Europa.

Globalt gennemføres der ca. 56 mio. aborter om året. Heraf gennemføres lidt under halvdelen i lande hvor lovgivningen helt eller delvist forbyder adgang til aborter:

- Det viser klart, at kriminalisering af abort ikke fjerner eller mindsker antallet af aborter, men at aborterne oftest gennemføres under usikre forhold med risiko for kvindens liv og helbred. I mange af verdens lande er den størst dødsårsag for piger og kvinder netop usikre aborter, siger Bjarne B. Christensen.

Derfor arbejder Sex & Samfund for at alle kvinder får adgang til sikre aborter. Kvinder skal ikke kriminaliseres på baggrund en uønsket graviditet. Vi vil reducere antallet af uønskede graviditeter ved at fremme adgang til oplysning, ligestilling og gode præventionsmidler – både i Danmark og ude i verden.

Kampen for sikker og legal abort er yderst kontroversiel i mange lande i alle dele af verden. Også i Europa og i USA. Sammen med vores søsterorganisationer og globale partnere har Sex & Samfund stort fokus på kvinders ret til sikre og legale aborter. Det er en kamp vi især kæmper på politisk niveau i FN og andre internationale sammenslutninger.