Solrød Gymnasium kaster sig ud i seksualundervisning trods bekymringer

Obligatorisk seksualundervisning
Seksualundervisning er blevet obligatorisk på de danske gymnasier. Noget som rektor på Solrød Gymnasium, Bjarne Thams, i første omgang følte, blev trukket over hovedet på gymnasiet, uden at de var klædt på det til det. Hverken som ledelse eller lærere. Men på trods af udfordringerne arbejder han for, at seksualundervisningen bliver en god oplevelse for elever og lærere.
drenge

En oktoberdag i 2022 landede der en besked fra Børne- og Undervisningsministeriet til de danske gymnasier: De skulle nu have obligatorisk seksualundervisning på skoleskemaet fra 2023/24.

Med beskeden fulgte nogle løst formulerede retningslinjer om, hvilke emner gymnasierne skal undervise eleverne i, samt at de skal have tid til at reflektere over den undervisning, de får.

Men der står intet om, hvor mange timer der skal sættes af til undervisningen eller kommer med eksempler på, hvordan gymnasierne kan planlægge seksualundervisningen.

Ikke klædt på

På Solrød Gymnasium læste rektor Bjarne Thams beskeden med skeptiske øjne i første omgang:

- Da jeg hørte det første gang, tænkte jeg: Så er der endnu en ting, som vi også skal gøre, og som et eller andet sted ligger langt fra vores kerneopgave. Desuden var vi overhovedet ikke klædt på til det. Der er ikke nogen af de medarbejdere, der bliver ansat som undervisere på et gymnasium, der har det her som en del af deres uddannelse. 

Bjarne Thams var bekymret for, hvordan gymnasiet kunne håndtere det, at skulle mere på den samme tid. Og hvordan lærerne ville tage imod det.

Men med tiden fik beskeden lige så stille sat sig, og Bjarne Thams satte de første initiativer i gang, så seksualundervisningen kunne implementeres på skemaet:

- Vi har nu nedsat et udvalg, som skal arbejde med seksualundervisningen. Udvalget består af én fra ledelsen og tre lærere. De skal arbejde med, hvordan vi griber det an her på skolen. På eget initiativ har lærerne i udvalget også involveret nogle elever, fortæller Bjarne Thams.

En spæd start

Selvom Solrød Gymnasium er i den spæde opstartsfase, har Bjarne Thams allerede gjort sig tanker om, hvordan seksualundervisningen kan blive en del af skemaet, og hvad det er, udvalget skal kigge på.

Udvalget skal blandt andet se på, om der allerede bliver bragt nogle emner op i klasserne, som relaterer sig til seksualundervisningen. Derfra vil de overveje, om der er nogle fag, hvor det giver mening at hive seksualundervisning ind.

Det er også allerede blevet fastlagt, at Solrød Gymnasium i første omgang vil bruge uge 6 næste år til at kickstarte seksualundervisningen på Solrød Gymnasium.

- Og så vil vi kigge på vores plan for fællesfaglighed. Altså hvad man skal arbejde med på fællesfaglig basis, hvor undervisningen går på tværs af fagene og områderne. Vi kigger på det for at undersøge, om det kunne give mening at tage noget seksualundervisning med ind der, siger Bjarne Thams.

Fordele og ulemper

En af Bjarne Thams første bekymringer var, hvordan lærerne ville have det med nu at skulle undervise i seksualundervisning.

Han ser også, at der ligger en udfordring i, at man skal passe på, at lærer-elevforholdet ikke bliver mudret til. At emnerne ikke skal blive så personlige, så eleverne ikke føler, at de kan opretholde den faglige relation til deres lærere.

Samtidig mener Bjarne Thams, at lærerne er nøglen, hvis projekt seksualundervisning skal lykkedes:

- Hvis seksualundervisning skal have sin gang på jord, så tror jeg, at det er vigtigt, at det er deres egne lærere. Det kan også give god mening at tage nogle udefra, hvor eleverne kan stille alle de ’dumme’ og frække spørgsmål. Så er det ikke en lærer, de skal møde dagen efter i dansk eller biologi. Men der er nogle emner, der kan være meget personlige for eleverne, hvor en god relation til lærerne er vigtig. Og den relation har lærerne.

Bjarne Thams tror på, at den rette balance kan findes ved at inddrage både lærere, men også nogle undervisere udefra, der kan forklare de ting, som ingen på skolen kan.

Så der er forskellige rum, hvor eleverne kan bringe eksempelvis personlige emner op. Men det er en hårfin balance, som skal findes:

- Jeg tænker, at det er en indkøringsperiode, hvor det skal finde sin form. Der er nogle ting, der skal prøves af. Så vil der være nogle erfaringer, som gør, at det måske bliver nemmere for lærerne at gå ind i. Og det kan også være, at jeg tager fejl. At det ikke er et problem for nogen lærere, siger Bjarne Thams.

På trods af det arbejde der står for døren hos Solrød Gymnasium, ser Bjarne Thams også frem til, at eleverne har fået sat seksualundervisningen på gymnasiernes dagsorden:

- Jeg tror, at der er mange, der bøvler med ting, der relaterer sig til køn, krop, sex og seksualitet. Mange har måske ikke et sted, hvor de kan få det vendt. Det er en stor fordel, hvis det kan hjælpe nogle elever, og hvis det kan gøre, at nogle elever trivedes bedre og bliver gladere, fortæller Bjarne Thams.

De problematikker Bjarne Thams peger på, bekymrer også lærerne og eleverne på Solrød Gymnasium. Du kan læse mere om lærernes overvejelser om obligatorisk seksualundervisning og elevernes her.

underviser
Obligatorisk seksualundervisning
Gymnasielærere på Solrød Gymnasium ser frem til at få seksualundervisning ind i klasseværelserne på gymnasiet. For dem giver det mening...
dreng
Obligatorisk seksualundervisning
De danske gymnasieelever har endelig fået seksualundervisning på skoleskemaet. Gymnasieeleverne på Solrød Gymnasium er klar til at få...