Tal med dit barn om livet på sociale medier

Digitalt
Sex & Samfund er klar med en informationskampagne, der skal få flere forældre til at tale med deres børn om livet på sociale medier - og fx at stille spørgsmålet 'Hvad sker der på Snapchat i øjeblikket' lige så ofte som 'Hvad har du lavet i klubben?'
Sex & Samfund guider forældre til snakken om køn, krop og seksualitet

Udgivet d. 26. januar 2016.

- Børn og unges oplevelser på sociale medier - både de gode og de dårlige – hænger tæt sammen med, hvordan de har det. Det betyder noget for deres trivsel. Derfor skal vi lære børn og unge at være gode kammerater også på sociale medier og at passe på sig selv og hinanden, når de er online, siger Marianne Lomholt, national chef i Sex & Samfund.

Danmark er det land i Europa, hvor børn er tidligst på sociale medier og bruger det mest. Men en række nyere undersøgelser dokumenterer en række udfordringer med mistrivsel og mobning i forhold til børn og unges brug af sociale medier.

Se også forældreguiden

Det er ikke sådan, at der er mere onlinemobning end off-line mobning. Men der er særlige forhold, der gør sig gældende i forhold til digital mobning – for eksempel en høj grad af uvished: Hvem er afsender på en ubehagelig besked, hvor mange har set den, hvor mange er enige, kommer der mere.

- Det kan handle om børn, der oplever, at kammeraterne skriver HATE på de billeder, som de lægger op. Eller børn, der oplever at blive slettet som ven af klassekammeraterne eller at modtage ubehagelige og anonyme beskeder, siger Marianne Lomholt.

 

Forældre spiller en vigtig rolle

Sex & Samfunds årlige Uge Sex-undervisningskampagne sætter i år særlig fokus på sociale medier. Samtidig henvender Sex & Samfund sig også direkte til forældre.

Det sker med informationskampagnen 'Tal med dit barn om livet på sociale medier', der kører blandt andet på www.facebook.com/sexogsamfund op til og under Uge Sex. Kampagnen tilbyder forældre viden og inspiration til at støtte sit eget barn i at gøre sociale medier til et godt sted for alle børn og unge.

- Forældre spiller en vigtig rolle her, og vi opfordrer derfor forældre til at tale med deres barn om livet på Instagram, Snapchat og de andre sociale medier. For eksempel hvordan dit barn skriver med andre, hvilke billeder dit barn deler af sig selv og andre, og hvordan dit barn beskytter sit privatliv, lyder det fra Marianne Lomholt.

Hun kalder det vigtigt, at vi som forældre også hjælper vores børn med at løse de konflikter, som opstår, hvis børnene misforstår hinandens beskeder eller kommer til at skrive noget, som de ikke ville have sagt, hvis de stod over for hinanden.

- En del af udfordringerne med mistrivsel og mobning opstår, fordi børnene ikke er bevidste om forskellen på at sige noget til hinanden og skrive noget til hinanden. Derfor skal vi hjælpe børn med at trives og være en god kammerat - også på sociale medier, og det gør vi ved at styrke børn og unges evne til at skabe gode og respektfulde relationer til hinanden på sociale medier, siger Marianne Lomholt.

 

Den hidtil største Uge Sex

Uge Sex 2016 bliver den største kampagne hidtil. Over 380.000 børn og unge er tilmeldt årets kampagne, der tilbyder lærere, sundhedsplejersker og pædagoger gratis materialer og undervisningsforløb som støtte til at tilrettelægge og gennemføre god og alderssvarende sundheds- og seksualundervisning i 0.-10. klasse og på ungdomsuddannelser.

Marianne Lomholt kalder skolernes sundheds- og seksualundervisning et oplagt forum til at arbejde både sociale medier og trivsel. For god sundheds- og seksualundervisning handler om meget mere end prævention og sexsygdomme:

- Børn og unge oplever i deres hverdag – både online og offline - udfordringer og dilemmaer i forhold til emner som krop, køn, seksualitet og trivsel. Derfor er det vigtigt, at de sammen arbejde med at finde svar på spørgsmål som: Hvad vil det sige at være en ordentlig ven eller kæreste, hvad vil det sige at respektere andres grænser, hvilke billeder deler man af sig selv og hinanden på sociale medier, hvordan kommenterer man på andres opdateringer?

Uge Sex kører på skoler og ungdomsuddannelser over hele landet den 8.-12. februar. 'Tal med dit barn om livet på sociale medier' kører i perioden 18. jan 2015 – 14. februar 2015.

Ti gode råd til forældre

  1. Tal med dit barn om, hvordan man skriver til andre, hvordan man kommenterer andres opdateringer, og hvordan det er nemmere at misforstå hinanden i en besked, end hvis man stod over for hinanden
  1. Tal om hvordan man er en god ven både i den fysiske verden og på sociale medier
  1. Tal om forskellen på en privat og en offentlig profil
  1. Tal om hvilke billeder man kan bruge som profilbillede, hvilke billeder man har lyst til at dele, hvem der kan se billederne og hvilke sammenhænge, de kan komme til at indgå i. Overvej også hvilke billeder af dit barn, som du selv deler på sociale medier, og hvad dit barn synes om det
  1. Tal om, at man ikke deler billeder af andre uden at have fået lov af vedkommende
  1. Tal om hvordan man kan løse de konflikter, som kan opstå på sociale medier
  1. Tal om hvilke oplysninger, man ikke deler på sociale profiler - for eksempel ens fulde navn og adresse eller koden til profiler på sociale medier
  1. Tal om, at dit barn skal gå til dig eller en anden voksen, som dit barn har tillid til, hvis barnet oplever noget ubehageligt eller grænseoverskridende på nettet
  1. Forklar dit barn, at hun/han altid kan komme til dig med spørgsmål, tvivl og usikkerheder og lad dit barn opleve dig som en god og tryg samtalepartner - også hvis dit barn er kommet til at gøre noget, som hun/han har fortrudt. Fortæl eksempelvis, at man sagtens kan komme til at begå fejl eller gøre noget, man bagefter godt ved er dumt, og hvis det sker, så vil I gerne hjælpe.
  1. Undersøg hvilke officielle retningslinjer, der er for aldersgrænser på det sociale medie, som dit barn gerne vil have en profil på. Hvis I vælger ikke at følge de officielle retningslinjer, så overvej hvilke retningslinjer dit barn skal have for at være der - fx at man kun er venner med nogen, som man kender, at man skal have en lukket profil, og understreg at man skal beskytte sin kode. Fortæl også, at man ikke må dele følsomme oplysninger som koder, cpr nummer, telefon og adresse til nogen, man møder på nettet.