Børne- og undervisningsministeriets anbefalinger til seksualundervisning på STU
En arbejdsgruppe nedsat af Børne- og Undervisningsministeriet er i foråret 2024 kommet med konkrete anbefalinger til, hvordan seksualundervisning kan tilrettelægges til elever på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU).
Anbefalingerne indeholder forslag til undervisningsmetoder og materialer, som ledere og undervisere kan bruge til at tilrettelægge seksualundervisning til unge med særlige behov. De bygger på faglig viden om seksualundervisning til forskellige elevgrupper og tager højde for diversiteten i STU-målgruppen.
Anbefalingerne giver også forslag til emner, der kan tages op i undervisningen og finde lister over undervisningsmaterialer, der omfatter håndbøger, film, spil, podcasts m.m., som du kan lade dig inspirere af.
Du kan også blive klogere på forskellen mellem seksualundervisning og seksualvejledning.
I det daglige arbejde, hvor man kommer tæt på eleverne, kan det nogle gange være svært at skelne mellem, og vurdere, hvordan man bedst anvender sine kompetencer som lærer og den relation, man har til eleverne.
Det er vigtigt at kende sine begrænsninger og i nogle tilfælde er den bedste hjælp man kan give en elev, at henvise til andre, der bedre kan hjælpe. Afhængig af, hvad det drejer sig om, kan den rigtige hjælp for eksempel være en læge, en rådgivningstjeneste eller måske en seksualvejleder.