Mangelfuld seksualundervisning følger os gennem livet

Seksualundervisning
Er min jomfruhinde sprunget? Er jeg sent ude? Er min pik normal? Har jeg mindre lyst end andre? Spørgsmålene kan være mange, når man skal til at udforske krop og seksualitet. Myter og misforståelser kan følge os gennem større eller mindre dele af livet. Det har vi snakket med Katrine, Frea, Mille og Thor Anton om.
To personer kysser

De fleste af os kan nikke genkendende til vigtigheden af at kende til egen krop og dens udvikling gennem vores barndom og ungdom. Katrine, Frea, Mille og Thor Anton fortæller her hver især, hvad de kan huske fra deres seksualundervisning, hvilke myter og misforståelser, de er stødt på, og deres egne erfaringer med krop og lyst.

 

Og så er det et tabu omkring mængden af onani – piger må ikke onanere, og drenge skal onanere meget, og hvis de så ikke gør det, så er det underligt. Det er ærgerligt, at man ikke snakker om det, og der stadig er et forældet synspunkt på det.
Frea, 20 

Myter som jomfruhinden eksisterer endnu

En undersøgelse, som Voxmeter har foretaget for Sex & Samfund, viser, at hele 29 procent af de unge tror på myten om jomfruhinden, og 12 procent af de unge ved ikke, om myten er sand eller falsk, og er derfor mangelfuldt informeret om, hvorvidt den eksisterer eller ej. 
Men myter, som den om jomfruhinden, risikerer at følge os og har betydning for vores seksuelle trivsel:


- Det gik op for mig i en ret sen alder, at jeg eksempelvis troede, at jomfruhinden var en ting. Og det ved jeg, at en hel del af mine veninder også troede, at den springer første gang, man har sex, hvilket jo ikke er rigtigt. Det føler jeg, er en myte, som lever i bedste velgående. Det samme gælder myten om, at det skal gøre ondt første gang. De her lidt trælse myter, som gør, at folk accepterer at have ubehagelige oplevelser, siger Katrine på 21 år.


Frea på 20 år fortæller, hvordan hun har oplevet, at en myte om, at drenge onanerer mere end piger, har begrænset hende i at tale åbent med veninder om onani:


- Jeg tror, at jeg var 19 år, før jeg snakkede med mine veninder om, at man onanerede. Mine drengevenner har altid været mere åbne om det og snakket om, at selvfølgelig var det noget, de gjorde. Det er først nu, at det er noget, jeg og mine veninder snakker om, siger Frea. Hun fortæller også, at mængden af onani kan være tabubelagt:


- Og så er det et tabu omkring mængden af onani – piger må ikke onanere, og drenge skal onanere meget, og hvis de så ikke gør det, så er det underligt. Det er ærgerligt, at man ikke snakker om det, og der stadig er et forældet synspunkt på det.


Mangelfuld viden om kroppen har betydning for trivsel, lyst og nydelse


Hvis vi tænker tilbage på vores ungdom, kan mange af os også huske, hvordan vi måske har følt os usikre på krop og sexliv. Katrine fortæller, hvordan hun har oplevet, at en manglende viden om egen krop fik betydning for, at hun i en periode følte sig forkert:


- Da jeg selv skulle i gang med at udleve min seksualitet, kunne jeg godt være ærgerlig over, at jeg ikke fik orgasmer i lige så udbredt grad som en mandlig partner. Det kunne da have været rart ikke at skulle igennem en proces, hvor jeg tænkte ”okay, der er noget galt med mig”, siger Katrine og fortsætter: 


- I stedet for kunne jeg godt have brugt en viden om, at de fleste ikke får orgasme af penetrationssex. Sex er mange ting, og du skal gøre det, du har lyst til – du skal ikke følge en opskrift, når du har sex. Jeg kunne godt have tænkt mig at lære noget mere anatomisk omkring klitoris, og de forskellige ting, som de personer, der har de kønsdele, godt kan føle er overset i seksualundervisningen. Så man ikke skulle gå og føle skam over ikke at være god nok.


Mangelfuld viden om kroppen har ikke kun betydning for trivsel, lyst og nydelse i de unge år, men også senere i livet. Ligesom Katrine tænker Mille på 56 år tilbage på hendes viden om krop og seksualitet som mangelfuld:


- Jeg kan næsten ikke huske noget fra min egen seksualundervisning, andet end en dum episode med et kondom og en banan og nogle, der drillede med, at jeg så skulle sætte den på, og jeg blev rød i hovedet. Og så var der noget, som handlede lidt om menstruation og sådan noget, hvor pigerne snakkede alene, siger Mille og fortsætter med at fortælle, hvad hun savnede:


-  Jeg ville gerne have, at følelser blev mere fremhævet. Det handler ikke kun om sex, det handler om følelser i det hele taget. Jeg var 20 år før, jeg mistede min mødom, og det var kun, fordi jeg synes, jeg skulle. Jeg ville gerne have, at snak om sex ikke kun handlede om at skynde sig i gang og passe på at blive gravide. Vi skal tale sex, og vi skal tale sex som en del af et hverdagsliv.


For at aflive eksisterende myter og misforståelser om sex, er det, som Mille også beskriver, vigtigt at snakke om sex.

Seksuel trivsel er vigtigt gennem hele livet

Snak om sex kan ikke kun være med til at gøre op med myter og misforståelser, når vi er unge, men er også essentielt for vores sexliv og trivsel senere i livet. Mille fortæller, hvordan hendes forhold til sin krop har ændret sig gennem årene: 


- Jeg har været enormt blufærdig, når det eksempelvis gælder berøring og nøgenhed. Det har ændret sig, og jeg har fået et meget mere afslappet forhold til min egen krop. Der sker nok et eller andet, når man fylder 50 år, tror jeg. Nu har jeg det sådan lidt, det kan da være lige meget, hvad andre tænker. Nu vil jeg gøre de ting, som er rart for mig. 


Som Mille oplever Thor Anton på 25 år også at bevidstheden om, hvordan andre synes, man skal udleve sit sexliv, bliver mindre betydningsfuld jo flere erfaringer, man gør sig:


- Da man var helt ung, vidste man jo ikke så meget om krop og sex, der var nogle der var nogle fandens karle og piger, og så var nogle mere stille. Og det betød jo, at man gjorde sig en masse tanker, som man gik og var usikker på. Men så i løbet af livet, gør man sig nogle erfaringer, og de kommer jo i forskellige hastigheder, siger han.
Svaret på, hvad der udgør et godt sexliv, er op til os selv at afgøre. Katrine sætter ord på, hvorfor seksualundervisning og snak om sex er vigtig i den sammenhæng: 


- Seksualundervisning er vejen frem, det er her, man kan sætte ord på, hvad er det, der foregår inden i en. Og også sådan, at man har den generelle viden, som man ikke går med de gammeldags myter. Og så er det vigtigt, at der skabes et godt rum for det – eksempelvis hvis man har nogle gode venner og veninder, hvor man kan aftabuisere nogle ting og snakke om forskellige oplevelser, siger Katrine.

Som Frea, Mille, Thor Anton og Katrine beskriver, er viden om kroppen og snak om sex ikke kun med til at gøre op med myter og misforståelser, som vi eventuelt bærer med os, men det er også vigtigt, fordi vores seksualitet ikke nødvendigvis er den samme gennem hele livet.

- Det er vigtigt, vi øver os på at snakke om sex gennem hele livet, fordi det ikke kun er noget, der er lært en gang. Landsholdet tager jo også i træningslejr for at blive bedre, siger Jeppe Hald, national projektleder af Sexlinien i Sex & Samfund.

Jo mere viden vi har, og jo mere vi snakker med hinanden om sex, jo bedre, tryggere og nemmere bliver det at udforske. Det er blandt andet derfor, at Sex & Samfund i Uge Sex sætter fokus på vigtigheden af god seksualundervisning i grundskolen og på ungdomsuddannelser samt tilgængelig seksualoplysning gennem resten af livet.

Lærer underviser i seksualundervisning til mellemtrinet
Uge Sex
Har de andre fået hår på kroppen? Kan man få klamydia af oralsex? Og hvad er det nu, minipiller egentlig beskytter mod? Børn og unge...